Danmarks bedste arbejdsplads
Sektionsleder Carsten Johnsen hos Beirholm i Roskilde glæder sig over, at det landsdækkende revisorfirma netop er blevet kåret til landets bedste arbejdsplads. - For os er det et kvalitetsstempel, som bekræfter perspektiverne i at være en del af Beierholm. Kåringen foregik ved et gallaarrangement i Cirkusbygningen i København. - Vi har naturligvis været spændte i perioden optil, og i dag kan vi bare konstatere, at vores forventninger i den grad er blevet overgået. Det er helt fantastisk, og det gør bare, at vi alle sammen går lidt mere stolte og glade på arbejde og ser meget lyst på vores fremtid i Beierholm, siger sektionsleder i Beierholm Roskilde Carsten Johnsen. Med årets førsteplads kan Beierholm se tilbage på 4 år med topplaceringer i undersøgelsen af trivsel på danske arbejdspladser. I 2013 og 2015 indtog revisorfirmaet andenpladsen, mens førstepladsen også blev hjemført i 2014. - Når der arbejdes bevidst og målrettet med at skabe trivsel i alle hjørner af virksomheden – jamen så bliver resultatet også derefter. Derfor er vi også mere end tilfredse med at være blevet en del af en virksomhed, der har så stor succes med at skabe trivsel, fortsætter Carsten Johnsen. Roskilde-afdelingen på Ringstedvej 71 med 12 ansatte og fire partnere kom med i Beierholm 1. juli i år. Tidligere var det et selvstændigt firma under navnet Erik Munk, der havde startet virksomheden for 30 år siden.