KØS, kunst og kreative unge
Kreativiteten har fået frit løb de sidste tirsdage, når 40 elever fra Sct. Nicolai Skoles valgfag ART stemplede ind på KØS
Et særligt kreativt samarbejde har nu båret synlig frugt blandt andet på KØS' forplads. 40 elever med særlig interesse for kunst har gennem deres valgfagsundervisning haft et forløb med undervisning på KØS af leder af Skoletjenesten, Sofie Andreassen og Jeanette Frisk fra arkitektgruppen Arki_Lab.
Ideen har været at undervise eleverne i nye rammer, omgivet af kunst og med input fra nye kreative undervisere.
"Skolereformen har betydet, at valgfagene skal være mere tværfaglige. Sct. Nicolai Skole har derfor udformet faget ART, hvor eleverne skal tænke mere i innovative processer. Samarbejdet mellem KØS og Sct. Nicolai Skole betyder, at eleverne kommer ud af klasselokalet og ind på en kulturinstitution, som de når at lære rigtig godt at kende. De kommer om bag kulissen og føler sig mere trygge ved at færdes på museet. Eleverne begynder at tænke på KØS som et kreativt sted med plads til debat og udfoldelse. Vi er ikke bare et museum med regler for, hvad man må røre og gøre," fortæller leder for Skoletjenesten, Sofie Andreassen.
Helte og nye omgivelser
Eleverne har gennem seks besøg på KØS arbejdet med temaet 'helteskikkelser'. Inspirationen kom især fra Bjørn Nørgaards finurlige og skæve univers, da eleverne skulle udforme collager og modelteatre med heltescenarier.
Eleverne havde inviteret til fernisering tirsdag 22. november, og du kan lige nu opleve den specielle udstilling.
På forpladsen har eleverne opstillet silhuetter af heltene i fuld skala. Heltene er udformet i plast og giver et helt særligt liv, som eleverne hver dag kan nyde udsigten til. Det er Køge Kulturtjeneste, der har været med til at finansiere projektet, og de 40 elever er tredje hold, der er igennem og formentlig ikke det sidste.
"Samarbejdet mellem KØS og Sct. Nicolai Skole er også en opgave med at tænke fagligheden ind i hinanden. Vi finder nogle fælles rammer for undervisningen, og det giver eleverne et pusterum, at undervisningen flyttes ud af skolen og ind i nye omgivelser. For mig som underviser er det også fantastisk at kunne følge med i elevernes udvikling og se hvor meget, de tager med herfra," siger Sofie Andreassen.