Da Staalgaard debuterede på fodboldlandsholdet
Genopfriskning af minder, anekdoter og sjove historier fra Fritz Ahlstrøm ved Vennernes årsmøde
Deltagerne i Køge Boldklub Venners generalforsamling blev sat på en lille opgave, da tidligere pressechef i UEFA Fritz Ahlstrøm gæstede klubben og underholdt med festlige indslag fra fodboldens verden. Hvilken stor ting skete for Køge Boldklub 19. oktober 1941 var spørgsmålet ud i forsamlingen, men selvom der kom mange gode bud var der ingen der ramte, at det var den dag hvor Køge Boldklub fik sin første landsholdsspiller.
Det var Hilmar Staalgaard der opnåede ialt syv A-landskampe og 258 kampe for Køge Boldklubs divisionshold. Fritz Ahlstrøm berettede om dagen for sådan en debut. Først med bus 121 fra Køge Torv til Toftegårds Plads i København. med sporvogn til Trianglen, og så gik han ned ad Østre Alle til Københavns Idrætspark og mødte ind en time før kampen.
Omklædning, lidt opvarmning og så landskamp mod Sverige for en fyldt park. Efterfølgende banket på Skydebanen og så med sporvogn og bus tilbage til Køge. Vi formoder at han fik transportomkostningerne dækket. Det var dengang. I dag møder spillerne flere dage før en landskamp og bliver passet, plejet og transporteret.
Denne og mange andre sjove erindringer blev præsenteret og mange kendte spilleres sjove og pudsige optrin blev refereret. Vi var omkring Frank Arnesen, Søren Lerby, hans far Kaj Lerby, Preben Elkjær, Allan Simonsen, John Faxe, Per Røntved, Morten Olsen, Jan Mølby, Jens Peter Hansen, trænerne Rudi Stritish, Kurt Nielsen, Sepp Piontek, men også fra den internationale fodboldverden havde Fritz Ahlstrøm mange kommentarer om kendte verdensstjerner. Det var underholdende og festligt og der blev virkelig grinet igennem. Fritz Ahlstrøm blev spurgt til hvordan det går med opbygning af det Danske Fodboldmuseum i Århus, og han fortalte om arbejdet med at finde oplysninger og materialer frem.
Aftenen blev indledt med syv minutters generalforsamling, hvor formanden Joop Vos omtalte et par ting vennerne har gjort, bl.a. receptionen sidste år i november hvor næsten 100 gæster markerede 40 års dagen for Køge Boldklubs andet DM i 1975. Kasserer Sven Erik Svensson viste regnskabet frem der viste tilskud til Køge Boldklub på næsten 9.000 kr. Valgene var hurtigt klaret. Genvalg af Henning Andersen, Mikael Mogensen og Sven Erik Svensson.og øvrige ligeledes genvalg.
Den tidligere anfører for Køges DM-hold i 1975 Henning Larsen rettede en tak til Vennerne for receptionen og var glad for at Vennerne havde samlet 30 spillere og ledere fra dengang til en sammenkomst. Det er godt at Vennerne holder Køge Boldklubs historie i live, når ikke klubben interesserer sig for fortiden, sagde han.
Der var for 68. gang gule ærter og pandekager og et stort lotteri inden en god aften sluttede.