Lokale agurker og tomater skaber job i Køge Kommune
Seks fysisk og psykisk handicappede fra beskæftigelsestilbuddet ITC er blevet tilknyttet en ny ordning med levering af lokale grøntsager til kantinen på Køge Rådhus
I kantinen på Køge Rådhus køber de nu en del af deres fødevarer hos lokale producenter. Det er godt for det lokale erhvervsliv og godt for de borgere med psykisk eller fysisk handicap, der henter og bringer grøntsagerne.
Kantinens indkøb af lokale fødevarer, bragt ud af borgere med psykisk eller fysisk handicap, er gået hen og blevet en god historie. Ordningen er et frivilligt pilotprojekt og planerne er at tilbyde flere af kommunens institutioner at være med i ordningen.
”Agurker og tomater fra Bjæverskov og squash fra Vemmedrup. Jeg synes, det er herligt, at kantinen på Køge Rådhus i nu et år har købt råvarer hos lokale fødevareproducenter. Det er både visionært og jobskabende. Og når varerne er bragt ud af borgere med et psykisk eller fysisk handicap, tjener det som et godt eksempel på, hvordan vi gerne vil støtte disse borgere i Køge Kommune,” forklarer borgmester Flemming Christensen.
Kantinen har sammen med kommunen lavet aftaler med en række lokale producenter. Aftalen indebærer ikke en fast leverance, men afhænger af hvad den enkelte producent kan levere, og hvad kantinen har brug for.
”Når vi køber sæsonens råvarer hos lokale landmænd, er de så friske, som de kan blive. Så det her er en sund og lokal win-win,” siger Flemming Christensen.
Kommunen og kantinen har høstet en masse gode erfaringer, og er blevet klogere på, hvad de lokale producenter kan levere. Samtidig arbejder kommunen på at lave aftaler med flere lokale producenter, og få de første institutioner med i ordningen. Aftalen er frivillig, men håbet er, at mange af kommunens institutioner vil være med. Det vil give grobund for en masse gode lokale råvarer til den daglige madlavning i kommunen, og på sigt måske også skabe flere arbejdspladser hos de lokale producenter.
Arbejde til borgere med handicap
Det er ikke kun hos de lokale fødevareproducenter, at aftalen giver mere gang i hjulene. ITC, der beskæftiger borgere med et fysisk eller psykisk handicap i Køge Kommune, står for leverancen af fødevarerne til kantinen.
”Dette projekt er et fint eksempel på, hvad vi gør i Køge Kommune for at få borgere med psykiske eller fysiske handicap i beskæftigelse,” siger formand for byrådets social- og sundhedsudvalg Dora Olsen.
Indtil nu har seks borgere været beskæftiget med at bringe lokale frugter og grøntsager ud til rådhusets kantine.mart
Fakta:
Kantinen på Køge Rådhus har købt en del af deres fødevarer til den daglige menu hos lokale producenter siden august 2015.
Indtil videre er der lavet aftaler med tre lokale fødevareproducenter. Flere aftaler er nu på vej.
Det er primært frugt og grønt som tomater, squash, agurker og æbler, de lokale producenter leverer til kantinen. De leveres til kantinen én gang om ugen. Hvad kantinen køber afhænger af, hvilke fødevarer de lokale producenter kan levere og hvad kantinen skal bruge.
Det er nu planen at tilbyde aftalen til flere af kommunens institutioner, primært til kommunens dagtilbud.
ITC er forkortelsen for Industrielt Træningscenter.