Ejler Schütt har ikke styr på fakta
I et læserbrev viser Ejler Schütt endnu engang, at han ikke har styr på fakta i forhold til Fjordskolen.
Han påstår, at resultatet af en række brugermøder blev, at skolens ledelse, medarbejdere og bestyrelse ønskede én samlet skole.
Vi har været en del af Fjordskolesagen i hele forløbet, og det billede ES tegner er ganske enkelt usandt.
Vi vil ikke påstå, at ES lyver, for han har vel hentet sine oplysninger i kommunens forvaltning, hvilket vel er forståeligt nok. ES burde dog have taget sig den fornødne tid til at undersøge sagen fra begge sider evt. ved at bede om referater fra de omtalte møder eller kontakte Fjordskolens bestyrelse. Da vi i byggeudvalget har svært ved at have tillid til Aabenraa Kommune og vi oplever, vi ikke har nogen reel indflydelse på projektet, så går vore overvejelser på, hvorvidt vi skal fortsætte med at deltage. Vi har ikke valgt at bruge tid på dette projekt for blot at give Aabenraa Kommune mulighed for efterfølgende at sige, at ”I var jo selv med ved bordet”.
Fjordskolens MED-udvalg og bestyrelse har indgivet høringssvar, hvori der tydeligt står, at Fjordskolens placering i Aabenraa er langt vigtigere end en samling på én matrikel. Vi vil gerne forsikre ES om, at en tværgående faglig udvikling og højt informationsniveau allerede er at finde på Fjordskolen, og det er ikke afhængigt af, at Fjordskolen samles på én matrikel.
I forhold til indeklima og skimmelsvamp, så læs de rapporter, der på foranledning af Fjordskolens bestyrelse er blevet lavet af Teknologisk Institut. Man har fra kommunens side ikke engang ønsket at få dannet sig et ordentligt overblik over, hvor slemt det egentlig står til!