Ny tøjbutik i hjertet af Fredericia
Fredericia får en ny tøjbutik 25. november i Gothersgade
Hun fylder 24 år i december. Den unge iværksætterkvinde, Julie Kyhl Larsen, åbner forretning i Fredericia midtby. Hun er født i Glostrup, har boet det meste af sit liv i Strib - og tre år i Fredericia. Sidste år åbnede hun sin første forretning i Assens. Nummer to slår dørene op 25. november, Gothersgade 8 i Fredericia.
“Jeg har masser af arbejde i Assens. Butikken henvender sig meget bredt aldersmæssigt, fra 10-100 år. Men her i Fredericia er målgruppen en anden. Kvinder mellem 18 og 50, der går op i mode og kvalitet,” lyder det fra indehaveren af 'Kyhl', som forretningen hedder.
Julie Kyhl Larsen er uddannet i H&M i Fredericia og Kolding.
“Åbningen i Assens var en drøm om at blive selvstændig. Åbningen i Fredericia handler om at nå den ideelle kundegruppe. Jeg håber, at den kommer til at køre lige så godt som min butik i Assens, for så er det et skridt i den rigtige retning - et skridt på vejen til flere butikker. Jeg har altid vidst, at jeg ikke skulle stå i butik fuldtid. Jeg vil også gerne trække i trådene, fokusere på mode, tendenser og indkøb,” siger julie Kyhl Larsen.
Godt åbningstidspunkt
25. november holder 'Kyhl' åbent fra klokken 10-22.
“Det er Black Friday, og der er sikkert mange mennesker i byen. Det er et godt tidspunkt at åbne - med gode åbningstilbud - og udsigt til en travl julehandel. Uanset hvad skal jeg nok få travlt - for kvinder behøver jo ingen grund til at købe nyt tøj,” smiler Julie.
Fredericias nye tøjforretning har flere primære mærker. Blandt andet Vila, Esprit, Only Studio og Saint Tropez.
“Selvfølgelig er jeg spændt på at åbne i Fredericia. Her plejede jeg at gå i byen, tage på restaurant og være sammen med vennerne. Nu skal jeg drive forretning her - så det er lidt nervepirrende,” lyder det fra Julie Kyhl Larsen, der i starten regner med selv at passe butikken i fæstningsbyen - sammen med to salgsassistenter.