Mikael Wiehe på Bygningen
Musikforeningen Bygningen kan præsentere en legende indenfor skandinavisk musik fredag 2. december
En legende der igennem hele sit liv har stået fast på sine idealer og på et hav af udgivelser, har sat sit spor i mange menneskers hjerter.
I år fylder Mikael Wiehe 70 år, og det fejres med en omfattende jubilæumsturné i Norden sammen med strygekvartetten Stråkkapellet, samt musikerne Ola Gustavsson og Christer Karlsson.
Mikael Wiehe har inden turneen fået opfyldt sin drøm om at indspille et album med en strygekvartet. Det blev til en plade, der byder på en lang række klassikere i ny aftapning og endda en oversættelse af Bob Dylans 'Ring Them Bells', som også har givet navn til udgivelsen: 'Ring i alla klockor', der udkom 7. oktober.
'Vem kan man lita på?', 'Keops pyramid', 'Titanic (Andraklasspassagerarens sista sång)', 'Flickan och kråkan', 'Den jag kunde va', 'En sång till modet'. Listen af hans udødelige sange er næsten lige så lang som de turneer, han med en aldrig vigende energi begiver sig ud på.
Billetter til koncerten fredag 2. december kan købes via bygningen.dk. kt