Fortsæt til indhold

Ugens bedste kulturoplevelser

Redaktør Jane Thoning Callesen guider til julehygge, Mensa-test og mindfulness

Arkiv
Arkiv

H.C. Andersen Julemarkedet

Duften af nybagte klejner blander sig med lyden af hestevognens bjælder. Rundt om hjørnet står lirekassemanden, og i boderne kan der købes juledekorationer. Træder man et skridt ind mod Møntergården, ser man smeden arbejde som i gamle dage. Spejderne laver bål og sælger julegrønt, og i det ene hjørne står et kor og synger salmer.

Scenen er H.C. Andersen Julemarkedet, der efterhånden har vokset sig til lidt af en turistmagnet. Jeg forstår godt, folk kommer kørende langvejs fra, for markedet emmer af den fineste, gammeldags julestemning, som uanset vejret får humørbarometret til at stige.

HVOR Området omkring Sortebrødre Torv.
HVORNÅR Fredag 15-19, lørdag 10-18, søndag 10-17.

Mest for de kloge: Mensa-test

Jeg har altid været fascineret af højt intelligente mennesker. Men hvordan definerer man klogskab? Der findes flere typer intelligens, såsom sproglig, musisk, rumlig, personlig, social og kropslig intelligens, men hos foreningen Mensa er det især det matematisk-logiske, der måles på.

Hvis du gerne vil være med i de kloges klub, har du chancen her i Odense mandag 5/12 kl. 19.30, hvor du kan deltage i en adgangsgivende IQ-test. Det hele er dog lidt hemmeligt, for adressen for testen oplyses først ved tilmelding på www.mensa.dk/iq-test-event-list.

Julekoncert

Som musikskolebarn brugte jeg mange decemberdage på at spille julekoncerter i diverse jyske kirker. Nu er violinen lagt på hylden, men jeg er stadig tosset med kirkekoncerter. Det er en sælsom ro, der breder sig, når velkendte salmer tilsat instrumentalmusik stråler ud i kirkerummet.

Der er talrige kirkekoncerter i Odense den kommende tid, og i 'Det sker'-kalenderen på side 54-55 kan du se et udpluk. For eksempel spiller Caroline Henderson og Hanne Boel i Ansgar Kirke, men også Stenløse kirke, Højby Kirke, domkirken og Vor Frue Kirke byder på julemusik - for blot at nævne nogle få. Vælg selv din favorit.

Mindfulness for alle

Julegaveræs. Alenlange indkøbslister. Uendelige julearrangementer i børnenes institutioner og sportsforeninger. Er du forpustet nu? Også mig! Trods hyggen kan december være stressende - nok især for børnefamilier.

Kulturmaskinen tilbyder en kur: Drop in mindfulness onsdag kl. 17-18 til 50 kr. pr gang. Meditationen skulle give selvomsorg, indre ro og klarhed, og hvem kan ikke trænge til det? Tilmelding på 6095 9657.