En snak med anerkendt international kunstner
Billedkunstner John Kørner, der blandt andet har udsmykket Kronprinsparrets Palæ, gæster KØS i Køge
Den internationalt anerkendte billedkunstner John Kørner er netop nu aktuel på udstillingen “Samtidskunsten i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg” på KØS Museum for kunst i det offentlige rum i Køge. Her er han blandt de 10 udvalgte samtidskunstnere, som har udført et værk til Frederik d. 8's palæ.
Kom og mød John Kørner torsdag 8. december til en snak på KØS, hvor han med udgangspunkt i sit værk til palæet fortæller mere om sin kunstneriske praksis i samtale med kurator og kunstkritiker Maria Kjær Themsen.
Den danske billedkunstner John Kørner (f. 1967) arbejder med maleri, grafik, installation og skulptur og med en karakteristisk gul og lilla farve som signatur. Han blev i 2008 kendt i bredere kredse, da han proklamerede, at han ville male et billede for hver af de faldne danske soldater i Afghanistan.
John Kørner var blandt de 10 udvalgte danske samtidskunstnere, som i 2010 blev inviteret til at udsmykke et rum i Kronprinsparrets Palæ på Amalienborg.
Kørners værk skabte en del debat, da det i første omgang blev afvist: Motivet af en udenlandsk kvinde samt en dansk fisker stående i stævnen af en fiskerbåd på havet.
John Kørner malede i stedet Afghanistan, der forestiller to soldater under angreb, som i dag kan ses i taffelsalens forgemak i Frederik 8.s Palæ.
KØS Museum for kunst i det offentlige rum erhvervede begge skitseforslag, som nu kan ses på KØS, og som torsdag 8.december kl. 19.30 danner udgangspunkt for en snak med John Kørner i samtale med kunstkritiker og kurator Maria Kjær Themsen, som i år har udgivet en bog om John Kørners maleri.
Billetter bookes og betales på forhånd på billetto.dk
logy