Sådan juler de i Bramming
Julen står i hyggens tegn, og sådan er det bestemt også i Bramming, som er i julestemning
Som altid er Bramming også i år pyntet op til jul. Men i år vil der være små ændringer i forhold til de forrige år. Det fortæller Jens Simonsen fra Din Tøjmand i Bramming, som er med til at få byen i den helt rette julestemning.
”Vi bygger på fra år til år. Vi har som altid julelys i midtbyen, men i år går vi også lidt længere ud, så der vil være lys flere steder i byen,” fortæller han og fortsætter:
”Byen er jo kendt for at være en grøn by. Det vil sige, at vi har masser af steder, hvor vi sætter julekæder op. Det gør byen hyggelig.”
Den danske hygge
For Jens Simonsen fra Din Tøjmand er julen en helt særlig tid, som han glæder sig til hvert år.
Her skal der nemlig hygges på den særlige måde, som man nok kun kan i Danmark.
”Det er en herlig tid. Vi har 'hygge' som et godt dansk udtryk, og det findes nok ikke mange andre steder end i Danmark. Folk skal have en god oplevelse, og det sørger vi for, at de får i Bramming,” fortæller han.
Foruden byens flotte julelyskæder, så bliver der også traditionens tro sat julehytter op rundt omkring. Her vil byens forskellige butikker og foreninger sælge alt fra juletræer til gløgg og æbleskiver, så der bliver noget at varme sig på i de kolde juledage.
Og i løbet af december måned vil der også være forskellige juleaktiviteter i byen. Blandt andet kommer selve julemanden
Der er tid til kunderne
Selvom julen har et ry for at være årets travleste måned med masser af stress, så er det ikke sådan, man ser på julemåneden i Bramming. I hvert fald ikke hos Jens Simonsen i Din Tøjmand.
”Jeg kan virkelig godt lide julen. Jeg synes, den er smadderhyggelig. Der er travlt, men det er på den gode måde. Vi er glade i byen, og vi tager os tid til at snakke med kunderne,” fortæller han.
Som det selvfølgelig hører sig til i juledagene, så er der også rig mulighed for at komme i stemning til julemusik. I løbet af decembermåned vil der nemlig være sangkor på gaden i Bramming, som vil synge julesange, så juleshoppingen sker i den helt rette stemning.
Så er der vist kun at sige god jul og ho ho!