Sort fredag i Køge Kirke
Fredag er der tilbudsjagt i forretningerne i anledning af Black Friday, men også Køge Kirke går i sort, når bedemand Morten Jensen og hans band, Blackbird Syndicate, giver koncert
Morten Jensen ville enten være bedemand eller rockmusiker, da han var ung. Nu er han i stedet blevet begge dele, og fredag i denne uge kan man møde ham i Køge Kirke i selskab med resten af bandet Blackbird Syndicate.
For Morten Jensen er der ingen kontrast mellem det alvorstunge hverv som bedemand og rollen som guitarist i et band, der har en forkærlighed for hård rock og grunge. Tværtimod ser han flere paralleller.
"I mit arbejde kommer vi meget tæt på de mennesker, der kommer i forretningen, og det samme oplever jeg på scenen - bare på en anden måde. Her står man også meget "nøgen" i kontakten med publikum, og der er kontant afrening for det, man leverer," forklarer han.
Til daglig kan man møde Morten Jensen i Bedemandsforretningen Per Jensen i Køge, men fredag 25. november kan man altså opleve ham i en helt anden rolle i Køge Kirke, hvor han har flere grunde til at føle sig på hjemmebane.
Både Morten Jensen og et af de øvrige medlemmer af Blackbird Syndicate er født og opvokset i Køge, og i kraft af hvervet som bedemand har han til daglig et tæt samarbejde med kirken.
"Vi glæder os rigtig meget til koncerten i kirken, hvor jeg i øvrigt selv har haft mange gode musikalske oplevelser. Det er spændende at spille i kirkerummet, hvor der er en enorm rumklang. Klapper man, så går der tre-fire sekunder, før lyden dør ud," forklarer han.
Bandet har spillet en række koncerter i blandt andet København og Jylland, men det er første gang, man kan opleve Blackbird Syndicate i Køge
"Desuden er det vores første akustiske koncert, så vi er ret spændte på det," smiler Morten Jensen, der forklarer, at tanken er, at det skal være en afslappet begivenhed - måske et lille "helle" midt i travlheden i byen, hvor tilbudsjagten går ind i forbindelse med Black Friday.
Koncerten begynder klokken 20, og der er gratis adgang.