Børnelokker i Jyllinge
Forsøgte at få 11-årig med ved at tilbyde Pokemonkort
En børnelokker var undervejs i Jyllinge fredag eftermiddag ved 15.30-tiden. Her forsøgte en cirka 50-årig mand at lokke en 11-årig dreng med sig ved at tilbyde Pokemonkort og popcorn, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Episoden skete ved Baunehøjskolen i Jyllinge. I et opslag på facebookgruppen, Jyllinge Løst og Fast, kan man se, at manden ikke kun henvendte sig til drengen, men også til at søskendepar, der også blev tilbudt Pokemonkort og popcorn, hvis de kørte med ham. Oplysningerne om manden er meget få, da det eneste drengen kunne fortælle var, at han var mørk i huden og havde mørkt hår. Det er ikke første gang i denne tid, at en mand har forsøgt at lokke et barn med sig. Men Carsten Andersen fra Roskilde Politi kan endnu ikke oplyse, om de to sager hænger sammen. - Det er en af de ting, vi undersøger i øjeblikket, siger Carsten Andersen og fortsætter: - Jeg kan godt forstå, at det skaber utryghed i området, men det er med at bevare roen, så børnene ikke bliver skræmte. Det er trods alt sjældent at sådan noget sker, og vi ved endnu ikke, hvad manden var ude på.
Anden gang på en uge
Sidste fredag eftermiddag forsøgte en omkring 40-årig mand ved 15-tiden at lokke en 10-årig pige ind i sin bil ved at tilbyde hende slik, da hun løb på løbehjul på Dommervænget ved Hedeboparkens Fritidscenter. Da pigen takkede nej, fortsatte han med at følge efter hende i knap 200 meter, indtil hun søgte i sikkerhed på fritidscentret. Pigen kom med en meget præcis beskrivelse af manden og bilen, der dog ikke er fundet endnu. Også denne mand havde mørkt hår. Den 10-årige pige vurderede manden til at være omkring 40 år. Han var dansk og var høj og så stærk ud. Han var iført en stor jakke, et mørkt halstørklæde og havde noget, der minder om en sixpence på hovedet. Han holdt pause mellem ordene, når han talte og havde beskidte hænder. Hans bil var mørk og meget beskidt. Skærmkasserne var mudrede, og der var en bule øverst på højre forskærm tæt ved sidespejlet. Bagpå var der tre klistermærker med dyr - en tiger, en abe og en elefant. De bagerste sideruder var sorte. Der var rodet på passagersædet, og i forruden lå der papirer. Bilen var mellemstor og havde et rundt mærke, som kunne være en Opel eller Mazda. Carsten Andersen opfordrer forældre til, at de tager en god snak med deres børn om, at de ikke skal gå med fremmede. ag@roskildeavis.dk