Fortsæt til indhold

Skoleleder Klaus Fog stopper

Arkiv
Nina Møller

Til nytår stopper skoleleder Klaus Fog på Lykkesgårdskolen. Ikke fordi han er utilfreds i sit job, men fordi han og familien har brug for at føle sig mere sikre på, at han også har et job om to år.
“Processen om skolestrukturændringen er ualmindelig langstrakt og vil i givet fald først træde i kraft i 2018. Jeg har valgt at tænke på mig selv og min familie. I Tønder Kommune har jeg mærket den type proces på egen krop et par gange, og det er aldrig en rar proces. Det giver usikkerhed for lederne om, hvorvidt man har et job,” siger han.
I sommer kunne Klaus Fog ellers række armene i vejret efter overstået ombygning på Lykkesgårdskolen.
“Det er en megafed skole, som lige er blevet bygget færdig, så det er da ærgerligt, jeg havde gerne fortsat her, og var der ikke kommet noget andet, så var jeg fortsat,” erklærer han.
Men i Skærbæk bød der sig et job, der matcher hans kompetencer.
“Jeg har en vis erfaring inden for tunge forandringsprocesser. Og så er det ikke så tit man får lov at bygge en skole om,” tilføjer han.
Lederskiftet er ærgerligt for Lykkesgårdskolen, som har været ramt af sygdom og dødsfald i ledelsen.
Men Klaus Fog bliver ved rorpinden indtil nytår.