Fortsæt til indhold

Julen rockes atter ind

Til julerock kan eleverne på musikskolen vise, hvad de har øvet sig på hele efteråret.

Arkiv
Arkiv

Det bliver først rigtig jul på musikskolen, når julerocken spiller på musikskolen. Den holdes i år 13. december fra klokken 18.30 på Smedeværkstedet. Musiklærer og rytmisk koordinator på skolen Mads Jørgensen står for rocken.
“Aftenen plejer at byde på en solid blanding af jazz, rock, funk og country. Men ikke en eneste julesang - som regel ikke,” siger han.
Mads fortæller, at det er til julerockaftenen, at de rytmiske sammenspilshold - eller bands, om man vil - fra Musik & Billedskolen får mulighed for at vise, hvad de har øvet sig på siden sommerferien, og hvor de helt nystartede sammenspilshold med de yngre elever får mulighed for at høre talenteleverne, og se, hvad det kan blive til, hvis man øver sig rigtig meget.
Det er en aften, hvor sammenspilshold på alle niveauer og alle aldre mødes.
De mange bands kan finde inspiration i at lytte til, hvad de andre er blevet gode til at spille i løbet af året, og man kan se op til de ældre talentelever, så man har nogle “idoler” at spejle sig i.
Julerock på Musik og Billedskolen foregår på Smedeværkstedet, og på trods af julenavnet, plejer den altså ikke at være sovset ind i sød julemusik, tværtimod er det i høj grad den mere hårdtslående rock, der er på julerockrepertoiret.