Ordnede P-forhold på Sydbank Park & SE Arena
Der er brug for nytænkning i Haderslev Kommune, når det kommer til P-pladser i indre by og hos vore to store trækplastre i sport, Sønderjyske fodbold og Sønderjyske ishockey!
Det kan IKKE være sandt, som man læser i aviser og på de sociale medier, at man nu vil uddele parkeringsbøder til biler som holder ’ulovligt’ parkeret på Louisevej og ved omfartsvejen, når man er til fodbold på Sydbank Park, eller når man er til ishockey i Vojens for den sags skyld! For hvor skal de mange gæster og fans så holde? Der eksisterer jo ikke P-pladser i det omfang der er brug for i øjeblikket! Som kommune er vi nødsaget til at gøre noget, for vi vil Sønderjyske, vi vil vores by. Vi vil have et udsolgt stadion når drengene spiller superliga og vi vil have en udsolgt skøjtearena når vi spiller ishockey. Elendige parkeringsforhold, og nu også P-bøder til vores gæster og fans gør det efterhånden helt umuligt. Er man ude på at skræmme alle folk væk eller hvad er det som sker? Som frivillig i Sønderjyske har jeg på det seneste oplevet, hvor utilfredse vore gæster og fans er, det må vi gøre noget ved! Vi har fans der kører fra Kiel og Flensborg for at støtte fodbolden og ishockeyen i byen, skal de så sendes hjem med en P-afgift på 680,- som tak for støtten? Det duer simpelthen ikke.
Vi burde skamme os!
Der er brug for en stor parkeringsplads overfor idrætscenteret ved Sydbank Park, ligesom der er brug for en udvidet parkeringsplads ved siden af SE Arena i Vojens.
Det samme gør sig gældende i indre by, hvor vi også skal have optimeret vores parkeringsmuligheder – erhvervslivet i vor by skal vel have optimale betingelser for overlevelse. Vi ser nu en gågade, hvor hele den nordlige ende stort set er uddø – jeg er ikke i tvivl om, at en stor del af det problem er vores dårlige P-forhold i Haderslev.
Folk vælger simpelthen at køre udenbys til de store centre eller helt at blive hjemme. Det kan vi gøre bedre Haderslev, eller det vil vi gøre bedre, så vores gæster, turister og fans kommer igen og igen.
Hos De Konservative i Haderslev ønsker vi en styrket infrastruktur i Haderslev midtby, ligesom vi vil kæmpe for en helt ny parkeringsplads ved Sydbank Park, samt én markant udvidelse af P-pladser ved SE Arena i Vojens.