Fortsæt til indhold

Min koldingensiske jul

Vi har spurgt fem kendte koldingensere, hvad jul er for dem, hvad de laver og hvilke traditioner, de har.

Arkiv
Af Emma Biørn Fish

Ugens juleforkynder er Jørn Pedersen, som har været som har været borgmester i Kolding Kommune siden 2010. Han er til dagligt bosiddende i Vester Nebel med sin kone Ellen og deres tre børn - hvorfor traditioner og hygge er vigtigt, hvis man spørger ham. Han svarer her på, hvad julen er for ham.

Hvad er den vigtigste juletradition for dig?

Det er ganske simpelt at familien er samlet og gerne så mange som muligt.

Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde i Juletiden?

Det dejlige ved at arbejde i juletiden er, at alle er så glade, der er levende lys, hygge, julebelysning. Stemningen er bare bedre.

Hvilken oplevelse i Kolding Kommune i Juletiden er et must for dig?

Det er flere ting. At fælde årets juletræ, som skal stå foran Kolding Rådhus. I 2016 var det sammen med Munkevænget Skole"s første klasser. Det er så stemningsfyldt at suse rundt i den store plantage ved Vorbasse og lede efter det helt rigtige juletræ og måske finde en skovtrold. Dernæst er det at opleve de mange traditioner med juletræstændinger, uanset hvor det er i kommunen.
Alle er glade og forventningsfulde og også her handler det rigtig meget om traditioner. Og endelig traditionen med Stig Rossens julekoncert i Brændkjærkirken. Den oplever jeg jo som medlem af Kolding Flisepudserlaug 3 gange på en dag. Det er både fantastisk at høre ham og gæstesolist, men også at opleve de mange mennesker, der trofast møder op og får en super oplevelse.

Hvordan holder du juleaften?

Det starter jo allerede lillejuleaften, hvor vi pynter juletræet og spiser risengrød. Senere på aftenen er vi sammen med gode venner lidt længere nede af gaden hos Kurt og Gitte, hvor vi hygger os og ønsker glædelig jul.
Selve juleaften holder vi altid hjemme hos os selv. Skiftevis er der så familie med fra min side af og det modsatte år fra Ellens side af. Jeg står for julemaden, som er udbenet, fyldt kalkun, evt. kamsteg, brunede kartofler, god sovs og hvad dertil hører. Til dessert Ris Alamanden med en god portvin til. Så danses der om juletræet, hvor vi på skift vælger sange og der sluttes altid af med ”så er det jul igen” for fuld udblæsning.
Gaver tager børnene en af gangen og når den er pakket ud, så næste gave. Derefter er det bare hygge med julegodter og måske et spil, hvis nogen har fået et nyt af slagsen.
Juledag er det afslapning, gå tur og hygge. 2. Juledag altid hos Svigermor, hvor vi mødes hele svigerfamilien.

Hvad er julen for dig?

Så jul er lig med traditioner og sådan skal det være. Hvor kunne det være fedt, hvis vi kunne omsætte den måde, vi er glade sammen i juletiden, til at sådan var det også årets øvrige 11 måneder.