Michael tester sønderjyske julehjerter
DR Syds reporter Michael Nørrelund tager pulsen på julestemningen hjemme hos folk i hele landsdelen
Julen er hjerternes fest. Men hvor varmt banker de syd- og sønderjyske hjerter for at invitere en sulten, ubarberet og træt fremmed ind til middag, hvis han pludselig ringer på deres dør?
På missionen ”Luk mig ind – det' jul” tester DR Syds reporter Michael Nørrelund hjertevarmen, når han med sin julepyntede barnevogn er landevejsridder i Syd- og Sønderjylland frem til juleaften.
Uden penge, uden mad og uden seng stiller han sig hver dag med adrenalin i blodet og svedige håndflader på en dørmåtte et sted i landsdelen. Banke, banke på.
Hvis der ikke er hjertevarme syd- og sønderjyder, skal han tilbringe de december-kolde nætter udenfor i sin medbragte hængekøje og sovepose. På tom mave.
"Jeg er utroligt spændt på, om folk vil give mig husly. Langt de fleste mennesker vil som udgangspunkt gerne hjælpe andre. Men det kan alligevel være en ubelejlig overraskelse midt i en travl julemåned, at en fremmed mand pludselig står og banker på døren - og endda ønsker at få noget at spise og et sted at sove," siger Michael Nørrelund.
Michael Nørrelund skal tage pulsen på julestemningen hjemme hos folk i hele landsdelen. Og undervejs vil han erobre de fire ”verdenshjørner” i de otte syd- og sønderjyske kommuner.
Han vil synge på toppen af Blåvandshuk Fyr i vest. Han vil putte på hul 5 i Skærbækmølle Golfklub ved Ølgod i nord og besøge eleverne på Frøslevlejrens Efterskole i syd. Og i finalen 24. december kommer han forhåbentlig til at springe i det iskolde vand ved Pølshuk Fyr på Als i øst.
Derimellem ligger mere end 400 kilometers barnevognstrav på 24 dage. Snefyldte marker, befærdede mørke veje og bumpede skovstier skal forceres. Og naturvant er han ikke.
"Jeg kan ikke tænde et bål, jeg vender kompasset på hovedet og jeg har aldrig sovet ude om vinteren. Så det er totalt uforudsigeligt, hvad der kommer til at ske. Men det er også derfor, jeg glæder mig helt vildt."
Sådan kan du følge med
Hver morgen mellem 6 og 10 kan du på P4 Syd og Esbjerg høre, hvordan natten gik, inden studieværterne sender ham afsted igen. Mellem 15 og 18 er Michael nået frem til næste destination. Bliver det den kolde hængekøje eller en varm seng i nat? Det kan du høre i P4 Eftermiddag.
Du kan også følge ”Luk mig ind – det' jul” på DR P4 Syd og Esbjergs facebook-side.