Brug for billige og bedre boliger
HELE 1.200 FLERE INDBYGGERE kom til Roskilde sidste år, kunne en tilfreds borgmester Joy Mogensen inden nytår fortælle her i avisen. Hun var selvfølgelig meget glad, da den store tilstrømning er et sikkert tegn på afgørende fremgang i byen. De mange nye borgere vil samtidig skabe ny vækst i kommunen, som dermed får råd til mere velfærd.
Den voksende befolkning sikrer også grundlaget for et blomstrende erhvervs-, kultur- og idrætsliv, der igen gør Roskilde endnu mere attraktiv for flere. Vores by er simpelthen kommet ind i en positiv cirkel.
DE GODE TIDER skal dog gerne nå ud til hele Roskildes befolkning, både når det gælder mulighed for at få arbejde, så folk kan forsørge sig selv, og finde en bolig, som man har råd til at betale.
Når så mange gerne vil flytte hertil, og Roskilde samtidig kan se frem til at huse mindst 300 nye flygtninge i 2016, lægger det selvfølgelig et stort pres på det lokale boligmarked, hvor priserne hurtigt kan stige, så mange ikke får råd til at bo her.
ET VELFUNGERENDE LOKALSAMFUND skal have plads til alle mennesker med varierende indtægter, kultur og holdninger. Hvis denne sammenhængskraft forsvinder, så vi ikke længere lever sammen med forskellige folk, men klumper os sammen i økonomiske, sproglige eller kulturelle ghettoer, så ryger den gensidige tillid samtidig.
Hidtil har Roskilde med en ekstra indsats i stort omfang hindret sådan en negativ udvikling. Men hvor galt det kan gå, fik vi bare en lille forsmag på igen denne Nytårsaften, da brandmænd blev angrebet i det store boligområde ved Holbækvej, der er med på ghetto-listen.
ET AFGØRENDE MIDDEL mod mere ghetto og opløsning af lokalsamfundet i fjendtlige eller frygtsomme grupper er en aktiv og bevidst boligpolitik, som blander forskellige mennesker i de samme områder.
Derfor er det godt, at kommunen i sine nye planer om kommende boligbyggerier også har lagt stor vægt på at få almene boliger i centrum og andre steder med lejligheder, der er til at betale for unge under uddannelse og folk med mindre indtægter.
ROSKILDES BOLIGSELSKAB, der nu hedder BOSJ (Boligselskabet Sjælland), har allerede 8.000 almene boliger i byen og huser op mod 20.000 roskildensere. Dermed spiller det en helt afgørende rolle for at gennemføre disse planer, selv om der også er andre selskaber med udefra.
Lige før jul præsenterede BOSJ i avisen sin nye helhedsplan til en halv milliard kroner for den store bebyggelse Rønnebærparken-Æblehaven, og det var meget spændende læsning.
DEN OVERORDNEDE IDÈ er, at de godt 800 boliger i området skal integreres bedre med resten af byen ved at åbne bebyggelsen op både fysisk og mentalt. Samtidig skal lejlighederne moderniseres fysisk, så de bliver mere attraktive, uden at huslejen stiger for meget. Det har beboerne og kommunen også godkendt.
Efter min mening fortjener denne moderniseringsplan al mulig opbakning fra hele Roskilde. Boligselskabet påtager sig nemlig her en indsats, der kan integrere beboerne fra dette område bedre – og skabe mindre ghetto.
MEN FOLK SKAL HAVE RÅD til at bo både i de gamle og de nye lejligheder, og det kræver stram styring af arbejdet, både ved renovering og nybyggeri. For kort tid siden skrev Roskilde Avis om en ældre dame Esther, hvis nye køkken kom til at koste langt over 100.000 kroner, selv om det langt fra var så meget værd.
Vores ærinde med det var at gøre opmærksom på et problem, som simpelthen må løses – ikke at anklage nogen for at gøre noget forkert eller ulovligt. Boligselskabet har også selv erkendt problemet. Det lover godt, så der ikke opstår langt større problemer med at styre de nye og meget mere omfattende projekter, som nu skal i gang.
Kun på den måde vi nemlig opfylde målet og ønskerne, når Roskilde nu har:
BRUG FOR BILLIGE OG BEDRE BOLIGER