Fortsæt til indhold

Roskilde igen på ghettolisten

Venstremand Bent Jørgensen glæder sig over, at tallene ser bedre ud

Arkiv
Anette Gundlach

Æblehaven og Rønnebærparken er endnu en gang landet på årets ghettoliste på grund af kriminalitet, manglende uddannelse og job.
Men der er lys for enden af tunnelen, mener formand beskæftigelses- og socialudvalget Bent Jørgensen.
- Jeg kan se, at tallene for området går i den rigtige retning, og det betyder, at vi er på vej væk fra listen, siger politikeren, der alligevel ærgrer sig over, at områderne atter er stemplet som ghettoer.
- Når man går rundt i Æblehaven og Rønnebærparken og taler med beboerne, så er det gode historier og positive indtryk, man får.
Alligevel mener Bent Jørgensen, at listen er god til at sætte fokus på nogle problemer, der bør forbedres.

Lokal indsats

Allerede på nuværende tidspunkt bliver der gjort en indsats for både at få beboerne ud af arbejdsløshed, sociale problemer og i gang med en uddannelse, og det kan man se på årets mere positive tal.
Blandt andet har kommunen oprettet et kontor i området, der skal hjælpe folk med at komme ud på arbejdsmarkedet eller ind på en uddannelse.
- Vi har også opsøgende medarbejdere i området, der også sørger for lokale aktiviteter, hvor beboerne bliver inddraget, siger Bent Jørgensen og fortsætter:
- Jeg er rigtig glad for, at vi rykker i den rigtige retning, selvom vi stadig er på listen.

Løft til området

Det vigtige er dog, at området skal have et løft, hvilket er planlagt med en helhedsrenoring af husene.
Hvilket der har været en del polemik og debat om i løbet af 2016.
Kommunen har allerede øremærket penge til at få lejlighederne i områderne renoveret, så de på den måde bliver mere attraktive og kommer op på en nutidig standart.

ag@roskildeavis.dk
Ghettoliste
Listen over udsatte boligområder udarbejdes på baggrund af faktorer som bl.a. uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet, kriminalitetsniveau og andel borgere med ikke vestlig baggrund.