En top-moderne dame på 360 år
Fredericia Løve Apotek er et af landets ældste. 360 år på bagen
De gode gamle dage var sikkert ikke så gode endda. Tænk bare på sygdomme som pest, kopper, polio, kolera, dysenteri og tyfus. Og når man tog på apoteket for at skaffe sin medicin, blev pillerne, miksturer og andre typer medicin fremstillet i apotekernes egne laboratorier, formentlig under svære forhold. For 300 år siden var det nok svært at få en 'smiley-ordning'... Fredericias ældste apotek, Løve Apoteket, fylder 360 år. I dag findes der kun 11 apoteker, der har en bevilling af ældre dato end Fredericia Løve Apotek. Bevillingen blev givet 4. december i år 1656. Der er løbet meget vand i åen siden. Især inden for de seneste 20-30 år.
“Den gule receptseddel er stort set væk. Det kører jo elektronisk i dag. Og det er en robot, der finder varerne frem. Den kender lagersituationen og laver ikke fejl,” fortæller Lene Landsgrav, der blev apoteker i 2009.
Hun fik sin uddannelse som farmaceut i 2000, og står i dag bag Fredericia ældste apotek, der har afdelinger i Jyllandsgade, Vestcentret og Erritsø. Tre top-moderne apoteker med 26 ansatte.
Omsorgssalg
Konkurrencen er skærpet, men Lene Landsgrav er ikke i tvivl om, at apotekerne har en fremtid.
“Vi ikke blot kan, men skal informere om produkterne - og vi er uddannet til det. Vi har ikke ufaglært personale i skranken. Fagligheden gør, at apotekerne består, og der vil komme flere enheder, nu hvor apotekerloven giver mulighed for at åbne flere filialer,” vurderer Lene Landsgrav.
I takt med at avancen på medicin er blevet sat ned, er der kommet flere varer på hylderne i landets apoteker.
“Det er vi nødt til for at overleve. Solgte vi kun lægemidler, var det umuligt at drive en forretning. Avance-mæssigt tjener vi ikke nok på medicin, og derfor er vi nødt til at fokusere på omsorgssalg - altså de produkter, som findes på den anden side af skranken. Her er vi i stand til at vejlede kunderne, når de for eksempel har behov for produkter, der støtter deres behandling. Det kan være, at de oplever gener som mundtørhed ved medicinindtagelse. Det har vi produkter, der kan afhjælpe,” lyder det fra apotekeren.
Som noget nyt vil hovedapoteket i Vestcentret holde åbent om søndagen, første gang 4. december, hvor apoteket fylder 360 år.
“Vi følger med tiden, og vil gerne yde den ekstra service. Supermarkederne holder åbent i området, så det er helt naturligt, at vi også gør,” siger Lene Landsgrav.