Meget mere end et fodboldstadion
Projektet om en ny Roskilde Idrætspark, der snart skal forelægges byrådet og dets udvalg, omfatter meget mere end blot et større og ændret fodboldstadion. Sådan fortæller formanden for FC Roskilde, Bo Tue Knudsen, der har arbejdet længe sammen med en gruppe investorer. De har nu accepteret at skyde penge i det store byggeri, hvis man ellers kan blive enige med kommunen om betingelserne. Udgangspunktet er, at Roskildes skatteydere ikke skal betale for det, men kommunen lægger grunden med den nuværende idrætspark ved Rådmandshaven ind som sit bidrag. For at de private investorer så kan få de mange penge hjem, som byggeriet vil koste, skal de kunne tjene dem på huslejer fra mange aktiviteter med forbindelse til sport omkring det nye stadion, hvor der skal være plads til 8.000 tilskuere, derunder 3.000 siddepladser. Som led i forberedelserne har FCR-formanden sammen med mulige investorer samt repræsentanter kommunen og for andre sportsgrene som håndbolden besøgt andre byer som Esbjerg og Haderslev, der har gennemført tilsvarende projekter. Banen skal vendes en kvart omgang, før der alligevel skal lægges varme under den, hvilket er et krav for bare at kunne få lov til at spille videre i 1. division.
Sportscollege og
ungdomsboliger På den måde kan der blive mange kvadratmeter i de to store tribuner på hver langside, ud mod Rådmandshaven og over mod Kildegården på den gamle kaserne, hvor der også bliver bygget nye sportsfaciliteter. Projektet tager udgangspunkt i, at Roskilde er en stor og attraktiv uddannelses-by. Dvs. at det er attraktivt for mange unge talenter at komme hertil, hvis de vil dyrke deres sport på topplan og samtidig få en god uddannelse. Denne dobbelte målsætning skulle blandt andet kunne gavne Roskilde Håndbold og bordtennisklubben. I de nye tribuner og udbygningen af den nuværende langside-tribune, der så kommer til at ligge i banens vestlige ende, skal der blandt andet være mange nye omklædningsrum til gavn for RB06 og andre brugere. Desuden oprettes et sports-college, hvor de unge talenter kan bo i mindre lejligheder, mens de dyrker deres sport og uddanner sig.
Hostel og café
Ind mod Kildegården skal der være 150 ungdomsboliger, hvilket kommunen har stillet som en betingelse, så projektet også får et socialt indhold til gavn for uddannelses-byen Roskilde. Samtidig kommer et hostel med billige overnatningsmuligheder. Det kan f.eks. bruges af gæstende håndboldhold, så de ikke skal køre- fra og til den anden ende af landet på kampdagen. Eller det kan anvendes i forbindelse med store messer og arrangementer over flere dage, som nu ikke bliver langt i Roskilde-hallerne, fordi der ikke er nok overnatnings-muligheder nok i byen. I projektet indgår ligeledes en sportscafé, hvor de mange unge kan få billige og sunde måltider, så deres præstationer ikke bliver sat tilbage af ‘junk-food’, når de ikke selv gider lave mad i deres små lejligheder.
Sundheds-erhverv
Endelig skal der i de store tribuner også være plads til virksomheder og brancher, der er tæt forbundet med sport og sundhed. Eksempelvis forestiller investorerne sig, at læger, terapeuter og udstyrsforretninger vil være interesseret i at placere sig her.tk