Fortsæt til indhold

Blæksprutter samler ind til udsattes jul

Kirkens Korshær forventer øget behov for julehjælp i år

Arkiv
Mikkel Hansen

Foreningen Blæksprutterne i Sønderborg tog fredag formiddag hul på årets "Jul med hjertet"-indsamling i Føtex.
Her kan kunderne i Føtex købe en ekstra vare, som man kan ligge i kurven. Det kan være madvarer eller gaver til børn.
Sidste år resulterede indsamlingen i over 20 fyldte indkøbsvogne og et større kontantbeløb til en samlet værdi af cirka 35.000 kroner.
Sidste år kom det 150 familier i Sønderborg Kommune til gode. Det hele blev fordelt af Kirkens Korshær Sønderborg.
Kirkens Korshær har endnu ikke overblik over, hvor mange der søger i år.
"Jeg forventer dog en stigning i antallet af ansøgninger. Vi oplever i hvert fald i dagligdagen, at stadig flere henvender sig til os, fordi de løber tør penge. Så hjælper vi dem med f.eks. en pose mad og toiletpapir," siger Britt Gaarn-Larsen, leder af Kirkens Korshær i Sønderborg.
Hun peger på kontanthjælpsloftet som en årsag til det stigende behov.
"Nogle mister 3.000 kroner udbetalt om måneden, og så slår pengene ikke til mere. Så prøver vi at hjælpe dem. Kirkens Korshær er der for de fattige. Det kan godt være, at man ikke kan lide ordet, men der kommer altså flere af dem," siger Britt Gaarn-Larsen.
Blæksprutterne, der arbejdet frivilligt, tager imod mad (fersk og frost), sko, tøj, smykker, legetøj, julepynt, bøger og diverse gaveartikler. Det er tredje år, at indsamlingen finder sted.
Indsamlingen finder sted fredag 25. november kl. 10–21, lørdag 26. november kl. 10-18, onsdag 30. november kl. 10-18, torsdag 1. december kl. 10-18 og og fredag 2. december kl. 10–18.