Boldts Bar har bestået ilddåb
Det nye spillested i kælderen i Lavgade 4 er kommet godt fra start
Haderslevs nye spillested, Boldts Bar i kælderen i Lavgade 4, har passeret endnu en milepæl. Den første rigtige livekoncert på husets nyetablerede scene er nemlig veloverstået, fortæller en en glad og tilfreds medindehaver, Lasse Bager Jensen.
“Alt i alt gik koncerten med The end of Rosalina rigtig godt, og vores højtaleranlæg bestod sin ilddåb med bravour. Faktisk gik det så vildt for sig, at der sprang et trommeskind og en guitarstreng i samme sang. De fik dog hurtigt skiftet det hele, og kørte koncerten færdig,” tilføjer Lasse Bager Jensen.
“Den udbredte holdning blandt publikum var også, at selvom der blev spillet højt, så blev der aldrig ubehageligt. Folk gav også udtryk at være glade for, at der endelig er kommet et sted i byen, hvor man kan mødes med andre voksne, altså dem over 23,5 år, og samtidigt høre noget fedt livemusik. Det glæder os selvfølgelig at høre, hver gang folk synes om vores lidt skøre idé, og vi takker ydmygt.”
Boldt Bar vil være åben hver fredag og lørdag fra klokken 20-02, og ambitionen er, at der skal være livemusik hver weekend.
“Man er også meget velkommen til at komme med idéer til arrangementer,” opfordrer Lasse Bager Nielsen, som allerede ser frem til husets næste arrangementer:
“Næste koncert her i huset er fredag 2. december med bandet “Lars Rasmussen & the quiet child”, og dernæst fredag 9. december med bandet “No more excuses”.”
Man kan læse meget mere på www.boldtsbar.dk