Fantastisk Ragnarock
Indvielsen af Ragnarock på Musicon var et bevis på at tålmodighed belønnes. Ideen om museet blev født for 15 år siden, og det er 13 år siden at undfangelsen fandt sted, fødsel skete i sommeren 2014 med det første spadestik. Dåben skete i fredags, hvor Kronprins Frederik stod for den officielle indvielse.
- Indbydelsen til indvielsen af Ragnarock kom ikke som et lyn fra den klare himmel, jeg blev kontaktet for en del år siden af museet, og jeg har fulgt med siden, sagde Kronprins Frederik i indledningen af sin korte tale.
- Når man ser det færdige produkt, kan man se at det er fantastisk. Tillykke til de mange generationer, som museet repræsenterer
- Der har været store forventninger fra alle sider, og jeg er sikker på at de er blevet indfriet i dag, sagde Kronprins Frederik inden han trykkede på den røde knap, der satte gang i den lyd og det lys, som markerede indvielsen.
Med Kronprinsens korte tale blev de mange gæster også belønnet for de mange og nogle lange taler, der var før trykket på den røde knap.