En rød fornøjelse
Der er en fest i vente på Gazzværket, når Scarlet Pleasure indtager scenen lørdag den 10. december.
Scarlet Pleasure leverer stærke melodier i et mix af groovy 80'er pop og sexet 90'er RnB. Helt forrest i lydbilledet står frontfigur Emil Golls dragende vokal og nordisk kølige udstråling. Med ham er rytmegruppen Joachim Dencker på trommer og Alexander Malone på bas, som lægger en solid bund til den lyse vokal.
Da bandet spillede i Tivoli sidste sommer, måtte forlystelsesparken lukke portene, inden de gik på, da max kapaciteten på 38.000 mennesker var nået. 14 dage senere gentog episoden sig da arrangørerne på Northside Festival, inden bandets eftermiddagskoncert, for første gang i festivalens historie, måtte lukke portene til P6 Beat Scenen.
Udover et tæt pakket festivalprogram får trioen desuden æren af at spille for 20.000 mennesker på et udsolgt Østerbro Stadion sammen med Lukas Graham i starten af juni.
Publikum i Aabenraa kan forvente at blive taget med på en mental rejse til steder som Las Vegas' neonlys, casinofacader og stripklubber, og til Venice Beach med palmetræer og glamour.
Dørene åbner kl. 21, og koncerten starter en time senere.