Gladfonden tryller arbejdsglæden frem
Unge mennesker med funktionsnedsættelser kan møde arbejdsmarkedet på nye fronter gennem Glad Fonden, der blandt andet står bag årets udsmykning af Sønderbro.
Det var en gruppe glade, unge mennesker, der i november hængte række på række af hjemmelavet julepynt op på Sønderbro.
Rankerne, som er lavet af gran og genbrugsmateriale fra Skatkisten, er sammensat af én af de tre grupper unge mennesker med funktionsnedsættelser, som er i jobforløb gennem Glad Fonden.
“De er rigtigt glade for det, de laver. Vi har tre sideløbende jobforløb rundt om i Kolding; to på plejehjem, og dette, der samarbejder med VisitKolding og City Kolding - det er her, de mere udadvendte af vores unge går,” fortæller Pernille Nisbeth, som er faginstruktør for jobforløbet .
Glad Fonden i Kolding samarbejder med kommuner og jobcentre om individuelt tilrettelagte afklarings- og opkvalificeringsforløb til personer med funtionsnedsættelser, som bliver sat i et 9 måneders jobforløb. Herudover medvirker Glad Fondens Glad Erhverv ved rekruttering til fondens egne virksomheder og partnerskabsprojekter.
Arbejdsglæde til alle
Et af Glad Fondens formål er netop at finde frem til den rette hylde for de unge mennesker. Derfor har de også flere forskellige samarbejdspartnere i Kolding, hvor de unge kan prøve kræfter med et udvalg af arbejdspladser
“Vi hjælper de unge med at finde det sted, hvor de føler sig godt tilpas og føler, at de virkelig kan bidrage med noget. Det er også derfor, vores tilbud med samarbejdspartnere er så bredt - for nogle er det helt rigtigt at stå i køkkenet, for andre er det måske at passe de grønne arealer og for andre igen er det noget helt tredje, der giver dem arbejdsglæde,” siger Mai-Britt Kruse Bonde-Sterup, der er leder af beskæftigelsesindsats for unge med handicap ved Glad Fonden Kolding.
Hun tog i sin tid kontakt til City Kolding, som hun mente kunne blive en glimrende samarbejdspartner for de unge mennesker.
“De er hos os i godt 9 måneder, hvor vi støtter dem til at komme godt i gang. Vi havde i forvejen et samarbejde med to plejehjem, det ene stort med masser af praktiske opgaver og en stor have, så der var arbejde til dem med grønne fingre, det andet med plads til nærhed og tætte arbejdsrelationer. Men vi manglede en jobmulighed til de, der ønskede at være en del af bylivet, hvilket mange af vores unge piger gør,” fortæller Mai-Britt Kruse Bonde-Sterup.
City Kolding foreslog Glad Fonden et samarbejde med Visit Kolding, og sidenhen har en gruppe unge mennesker været med til at skabe glæde og god stemning i midtbyen.
“Vores unge mennesker har både været med til at lave juledekorationer og til at dele julegodter ud, så det har bestemt været en succes,” slutter Pernille Nisbeth.
Glad Fonden har som mål at støtte de unge i fast job, bla ved at sammen mede de unge at arbejde med udvikling af de unges faglige og personlige kompetencer.