Min koldingensiske jul
Vi har spurgt fem kendte koldingensere, hvad jul er for dem, hvad de laver og hvilke traditioner, de har.
Ugens juleforkynder er Birgitte Sidenius Bjerg Lamp, som er været UNESCO Site Manager og Leder af Christiansfeld Centret. Hun er til dagligt bosiddende i Engum med sin famile - hvorfor tid til familien, traditioner og hygge er særligt vigtigt i julen, hvis man spørger hende. Hun svarer her på, hvad julen er for hende.
Hvad er den vigtigste juletradition for dig?
Jeg er altid i kirke juleaftensdag, enten i Engum, hvor vi bor, eller i Tørring, hvor min svigerinde er provst. En anden dejlig juletradition er, at mine forældre altid samler hele familien 2. juledag, børn, svigerbørn, børnebørn og kærester. Det er super-hyggeligt med masser af højrøstet snak og grin, der spilles spil, og alle hjælper til med at lave mad under kyndig ledelse af min mor, der er uovertruffen i et køkken!
Hvad kan du bedst lide ved dit arbejde i Juletiden?
Jeg holder meget af julestemningen, der stille og roligt breder sig i løbet af december. Stearinlys, julepynt, hygge og julegodter i rigelige mængder! Her i Christiansfeld nyder jeg også synet af de mange smukke Christiansfeld stjerner, der pryder byen og hænger i mange vinduer.
Hvilken oplevelse i Kolding Kommune i Juletiden er et must for dig?
Jeg var sidste år for første gang med på den traditionsrige, hyggelige og stemningsfyldte juletur til Christinero lige uden for Christiansfeld, der hvert år finder sted 1. søndag i advent. Den kan jeg desværre ikke deltage i denne gang. Til gengæld glæder jeg mig til at deltage i genåbningen af Brødremenighedens Kirke d. 20. november og til at gå rundt i Kolding bys indre gader og nyde stemningen, den smukke udsmykning og det store flotte juletræ ved Rådhuset.
Hvordan holder du juleaften?
Jeg er familiemenneske med stort ”F” og elsker at være sammen med familien. Min bror og jeg skiftes til at invitere familien juleaften. I år holder vi juleaften hjemme hos os, og vi bliver 14. Ansvaret for kalkun, kartofler, rødkål, sauce, rødvin og ris a la mande ligger trygt og godt hos min mand, mens jeg betros opgaven med de brunede kartofler og borddækning! En arbejdsfordeling vi er alle er godt tilfredse med! Når alle er godt mætte, synger vi et hav af julesange- og salmer, danser om juletræet, pakker gaver ud og får julekonfekt, småkager, kaffe og drinks. Inden selskabet bryder op, tager vi altid en runde, hvor vi beundrer hinandens gaver.
Hvad er julen for dig?
Julen er for mig en smuk og vigtig højtid, hvor vi fejrer Jesu fødsel. Julen betyder fred, ro, medmenneskelighed, glæde, kærlighed, nærvær, refleksion og samvær med de mennesker, der står mig nærmest. Jeg glæder mig!