Nu bliver det også jul hos børnene østpå
Ladies Circle har slidt i det, men det var det hele værd siger distriktsformand Tina Rosenkilde
Igennem en lang årrække har de tyske afdelinger af Ladies Circle og Round Table indsamlet julegaver til børn i Rumænien, Ukraine, Moldavien og Bulgarien. Børn som end ikke har turdet drømme om gaver. Og gaver, som ofte består af ting, som børn på vore breddegrader tager for givet.
Konceptet i Tyskland er at børn køber gaver og bringer dem til de tyske foreninger, som så pakker dem på paller og fordeler dem i forhold til modtagerne. Og så kører en kæmpe konvoj af lastbiler ellers med retning mod øst. Og netop denne konvoj har givet projektet sit navn “konvojen”.
I år har Ladies Circle herhjemme så hægtet sig på projektet og i den lokale forening har man angrebet opgaven på den måde, at man har kunnet sende 65 kroner til et mobilpay nummer. Beløbet dækker gaven samt lidt til indpakning. Og så har de lokale medlemmer ellers haft travlt. Faktisk kunne man afsende ikke færre end 820 pakker.
For de ihærdige kvinder i LC76 Vojens venter nu 'Charity Night', hvor alle indsamlede midler går til 'Heksebørn i Afrika' og Parasollen i Haderslev. Traditionen tro bliver det et pænt beløb.