Fortsæt til indhold

To delte kommunens sundhedspris

Bosager og Velo Team Gråsten deler Sønderborg Kommunes Sundhedspris

Arkiv
Arkiv

Der var masser af glæde og begejstring, da Sønderborg Kommune mandag uddelte to sundhedspriser på hver 10.000 kr. Det foregik på boenheden Bosager i Sønderborg.
Den ene sundhedspris gik netop til boenheden Bosager for et initiativ med finansiering og kreativ brug af to løbejoggere, som beboerne på Bosager har stor glæde af. Bosager var indstillet til Sundhedsprisen af Lena Hansen Marek, der er begejstret for de to løbejoggere, som Bosager har anskaffet og fået frivillige til at løbe ture med beboerne.
Det var Dieter Jessen, medlem af sundhedsudvalget, der overrakte prisen til Bosagers leder Steen Boris Hansen.
"Jeg synes, det er et fornemt initiativ, der fortjener sundhedsprisen 2016. Og på Bosager er det både medarbejderne, ledelsen og Pårørende Rådet, der har bidraget til det gode initiativ med løbejoggerne. Det er også fornemt, at I har formået at inddrage frivillige løbere, der gerne kommer for at løbe en tur med borgerne. Og det hele organiseres via en Facebook-gruppe, hvor de frivillige melder sig til at tage en tur med en borger på Bosager. Det er sørme godt gået Bosager," sagde Dieter Jessen.
Det er Pårørende Rådet, der har indsamlet penge til de to løbejoggere, og den ene er sponsoreret af Linak.

Pris til cykelforening

Også Velo Team Gråsten fik en del af Sundhedsprisen. Velo Team Gråsten er en ny cykelforening, stiftet i 2016, der allerede har 23 aktive medlemmer, primært pensionister. Der er cykeltræning to gange om ugen og om sommeren tager de på nogle lange ture. Turene har altid et kulturelt mål eller indhold.
Dieter Jessen overrakte prisen til Finn Gregersen fra Velo Team Gråsten, og citerede bl.a. en passage fra Merete Dahlberg Schrøders indstilling:
"Når man cykler, taler man ikke kun med dem, man tror man har noget til fælles med, man taler med dem, man lige nu cykler sammen med. Når man cykler falder snakken let og det gode humør blomstrer. Nye venskaber knyttes på tværs i fælles engagement for cykling i Velo Team Gråsten," sagde Dieter Jessen.
De glade vindere fik blomster, diplom og en gavecheck på 10.000 kr.

Finn Gregersen til højre med Sundhedsprisen til Velo Team Gråsten.