Fysisk og kemi er også for piger
70 piger fik smag på naturvidenskab i Sønderborg
70 piger fra Sønderborg Kommunes 7. og 8. klasser var onsdag 30. november samlet til Girl's Day in Science i den store sal på EUC Syd i Sønderborg.
Arrangørernes håb var, at vække pigernes interesse for naturvidenskab og teknologi. 19 kvinder, der alle arbejder eller studerer indenfor de naturvidenskabelige fag, var med som rollemodeller og inspiratorer.
Samfundet har generelt behov for at flere unge vælger en naturvidenskabelige eller teknisk uddannelse. På landsplan arbejder organisationen Jet Net på at stimulere interessen, og her udgør især piger et uudnyttet potentiale.
"Der er færre piger end drenge, der vælger at uddanne sig indenfor naturvidenskab og teknologi. Når pigerne vælger naturvidenskab fra, går vi glip af halvdelen af talentpuljen, og det er ærgerligt. Det er dejligt at se så mange engagerede piger og rollemodeller her i dag. Det er en fordel af mange af rollemodellerne er så unge, for så kan skolepigerne lettere identificere sig med dem og blive inspireret til at se sig selv gå i den retning," siger Nanna Seidelin, der er direktør for Jet-Net og Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro.
Kvindelige rollermodeller
I Sønderborg Kommune er det partnerskabet bag House of Science, der har været med til at få dagens arrangement på benene, og har rekrutteret de fleste af rollemodellerne fra de lokale virksomheder og institutioner. En af rollemodellerne har dog taget turen hele vejen fra København, for at være med til at sætte naturvidenskab i hovedet på pigerne i Sønderborg. Det drejer sig om astrofysiker ved Niels Bohr Instituttet i København, Anja Cetti Andersen.
"Da jeg gik i 7. klasse fik vi besøg af en fysik- og astronomistuderende, der tidligere havde været elev på skolen. Den dag besluttede jeg mig for, at jeg ville være astrofysiker, husker Anja Cetti Andersen.
- Grunden til at jeg er med her i dag er, at jeg gerne være med til at gøre op med de fordomme, der er om kønsfordelingen indenfor naturvidenskab. Jeg ved fra mig selv, at det er i den her aldersgruppe kimen bliver lagt for hvilken retning man senere vælger at gå. Mit ønske er bare, at den naturvidenskabelige retning som minimum bliver et positivt fravalg, som pigerne træffer på et oplyst grundlag. Alle skal selvfølgelig gøre det de brænder for," siger Anja Cetti Andersen, der ud over at deltage i Girl's Day in Science gav et gratis foredrag om emnet "Stjernestøv" på Alssundgymnasiet i Sønderborg senere på dagen.
Kreativt værksted
Den ene side af salen var i dagens anledning omdannet til et kreativt værksted, hvor pigerne havde fået til opgave at løse sammen med deres gruppe: Design en model af et klasse-sorteringssystem, der kan få børn og unge til at sortere affald i klasserne på deres skole. Ved et af bordene sad en gruppe piger fra Sønderskovskolens 7B.
"Jeg synes fysik og kemi er fedt, fordi det handler om hvordan ting og verden fungerer. Det er rigtig spændende at være med her i dag - man får en idé om, at alt faktisk er muligt. Jeg kan godt se det som en mulighed at gå videre indenfor naturvidenskab, men jeg ved det slet ikke endnu," siger Emma Westphal Clausen, der går i 7. klasse på Sønderskovskolen i Sønderborg.
Girl's Day in Science en årligt tilbagevendende og landsdækkende begivenhed som organisationen Jet Net står bag. I Sønderborg er det partnerskabet House of Science, der som medarrangør bakker op om arrangementet.