Tre minutters tale er nok
Roskilde Byråd indfører regler for at få bedre debat ved sine møder
Tre minutters tale må være nok til at fremføre sin mening kort og klart, har Roskilde Byråd bestemt i sine nye regler om forretningsorden. Så kan medlemmerne af byrådet også få korte bemærkninger på et halvt minut, og borgmester Joy Mogensen skal som mødeleder sørge for, at disse replikker ikke tager overhånd og erstatter den almindelige talerliste. Ved særlige lejligheder kan taletiden sættes op til fem minutter. F.eks. når formanden for et udvalg skal forelægge en sag, eller når partiernes ordfører får ordet i forbindelse med en debat om årets budget. Flertallet håber, at det kan give en bedre og mere spændende debat ved byrådets møder, når man undgår lange enetalere fra det ene medlem efter det andet. Både Henrik Stougaard (El), Jeppe Trolle (R) og Lars Lindskov (K) var betænkelige, fordi de mente, det kan indskrænke mulighederne for den demokratiske proces. - Generelt må det være rigtigt, at medlemmerne af den demokratisk forsamling som byrådet kan udtrykke sig helt frit uden den slags begrænsninger. Det er ude af proportioner at ville begrænse tiden til 3 eller 5 minutter, sagde Lars Lindskov. tk