Drenge kæmpede sig til en skateboardbane
Over en halv million kroner har det kostet at anlægge Børkops helt nye skatepark. Jonas og Christian står bag
Det kræver en viden, stædighed, gåpåmod, lidt frækhed og tåååålmoooodighed at få store idéer ført ud i livet. Men har man det, kan meget lade sig gøre.
Det kan de to 16-årige venner fra Børkop, Christian Hartung og Jonas Dahl, skrive under på.
Lørdag kl. 13.30 indvies Børkops nye skatepark: Et 250 kvadratmeter stort, specialbygget, højkvalitets anlæg, hvor adrætte skatere kan tumle på skateboards, rulleskøjter, BMX og løbehjul - de såkaldte scooters.
Anlægget er resultat af de to drenges kamp og vedholdenhed. Mange andre har bidraget undervejs med penge, rådgivning, opbakning, sponsorater og praktisk bistand. Men uden Christian og Jonas var anlægget aldrig blevet bygget.
De to glæder sig meget til indvielsen - og sidder lidt uroligt på stolen, når æren lægges på dem. For de har ikke kæmpet for at komme i avisen: De har kæmpe for at give Børkops unge et godt sted at skate.
Fra station til skatepark
“Tidligere var det kun ét velegnet sted at skate i Børkop: Det smalle område helt ude ved togskinnerne på togstationens perron,” siger Christian Hartung.
At skate der var - ifølge Børkops voksne - alt alt for farligt. Og et midlertidigt anlæg af træramper var ikke en holdbar løsning. Heller ikke et ellers arkitekttegnet skateanlæg fungerede.
De to drenge begyndte derfor at stemme dørklokker og oprettede en Facebookgruppe for at stable et nyt anlæg på benene. Samtidig tilbød en bekendt af familien, Knud R. Sørensen, at hjælpe dem med at sende ansøgninger til kommunen og arrangere møder.
Pludselig tog det hele fart. Drengene skulle fremlægge forslag, indhente tilbud, udregne priser, indgå kompromiser, samle sponsorer og meget andet.
“Der har været mange møder. Men vi var velforberedte og imponerede politikerne. Og vi var en hel flok skatere til stede, da byrådet behandlede budgettet,” siger Jonas Dahl.
Alligevel sagde kommunen nej. Men så satte drengene yderligere fart på deres del af projektet. Det lykkedes med hjælp fra blandt andre Tuborgfondet og Lokale- & Anlægsfonden at skrabe penge sammen - og så sagde kommunen ja.
Det tog over to år. Men nu skal anlægget til godt en halv million kroner indvies. Og drengene er stolte.
“Parken er bygget af det bedste firma og af den bedste beton. Det kommer til at ligge her i mange, mange år. Skatere vil komme langvejsfra for at skate her. Og en dag, når jeg har fået børn, kan jeg tage dem med hertil og vise dem, hvad jeg var med til at skabe,” siger Jonas Dahl.
Både han og Christian Hartung forventer at flytte fra Børkop en dag - i hvert fald for en tid. Men nu ved de, hvordan man skaffer penge til en skatepark. Og de er klar til at gøre det igen i deres nye hjembyer.