Rejsegilde på Rib House
Til foråret kan du glæde dig til at sætte tænderne i store ribs og røde bøffer
Du kan godt begynde at glæde dig til april. Rib House ventes nemlig at slå dørene op til lækre ribs og saftige bøffer til april eller maj 2017.
Rib House har overtaget Toldboden på havnen, og er netop i gang med at bringe bygningen tilbage til det oprindelige med de rette vinduer, facadebånd og skårsten.
"Vi har et tæt samarbejde med Køge Kommune, og vi har indtil nu fint kunne tale os til rette. Vi har allerede skårsten og facadebånd på plads. Næste skridt er farven på huset, som vi er ved at lave farveprøver på," fortæller Jens Benzer, indehaver af Rib House i Køge.
Restauranten der ventes færdig til foråret, er blevet udvidet ganske betydeligt med 550 kvadratmeter i gården, og skal snart huse ikke mindre en 30 nye ansigter i form af personale.
"Vi glæder os rigtig meget til at åbne. Vi starter op med 30 nye medarbejdere, som skal lære huset at kende og danne en rutine. Derfor er det rart ikke at starte op i den absolutte højsæson. Nu kan vi være helt klar, når sommeren først rigtig får fat," siger en forventningsfuld Jens Benzer.