Fortsæt til indhold

Beholder huset for den gode nabo

Derfor vandt Ruth Agertoft Hansen i Lokalboligs konkurrence efter indstilling fra Helene Nielsen

Arkiv
Arkiv

En nabo kan simpelthen være så god, at man opgiver at sælge sit eget hus, fordi man ikke vil undvære at bo ved siden af vedkommende. Derfor vandt Ruth Agertoft Hansen på Nyvang 17 den konkurrence, som Lokalboligs Morten Nørby havde arrangeret i samarbejde med Meny Himmelev og Roskilde Avis. Indstillingen kom fra Helene Nielsen, som bor på nummer 14 på samme vej. Hendes motivering er så fin, at den taler helt for sig selv: "Ruth bliver 90 år den 4. december 2016, og har sammen med hendes afdøde mand Malermester Paul Agertoft Hansen boet på Nyvang siden 1953. Vi flyttede ind på Nyvang foråret 2002. Og fra den første dag har Ruth været den bedste, kærligste og mest opmærksomme genbo vi kunne ønske os. Da vi, som nye i huset skulle have nyt køkken, og stod overfor 2 uger uden køkken, lagde Ruth ud med – på den første aften – helt uventet og spontant at invitere os på aftensmad. Selvfølgelig til stor glædelig overraskelse for os. Det blev indledningen til et varmt venskab på tværs af generation og alder. Ruth er betænksom og finder på de skønneste små overraskelser som varmer. En lørdag formiddag kom huin listende med helt lune friske og ny stegte sild, fordi, som hun siger: Det fortjener I efter en lang arbejdsuge.

Fik kage til gæsterne

Da jeg for et par år siden skulle have fødselsdagsgæster, og havde givet udtryk for at jeg var lidt presset og ikke havde overskud til at bage kage, tilbød Ruth at bage min fødselsdagskage for mig. En helt almindelig onsdag, når jeg kommer hjem efter en lang arbejdsdag dukker Ruth op og skaber glæde med en fin lille buket tulipaner – helt uden anledning. I sommers til min sidste fødselsdag, dukkede Ruth op med en dejlig flaske portvin og nybagte småkager. Vi er de eneste på vores del af vejen der har flagstang, og Ruth ringer og husker os på når vi skal flage for den ene nabo søns fødselsdag eller studenterfest, eller den anden nabos fødselsdag eller bryllupsdag. På den måde skaber Ruth sammenhørighed og glæde for flere af de omkringboende. Når vi er syge og huset virker 'stille og øde', ringer Ruth for at høre om vi har det godt eller der er noget galt. Og hvis vi er syge kommer Ruth susende med en gryde med hjemmelavet suppe. Ruth passer vores hus, drivhus og katte, når vi er ude at rejse. Efter hjemkomsten ligger der en lille dagbog med kattenes gøren og laden, og der står en lille ”buket” af havens blomster. Og hvis vi spørger om det, er der også handlet lidt ind til køleskabet.

Tør for snaps

Vi har et par gange haft gæster til jule- eller påskefrokost og er løbet tør for snaps! Heldigvis ligger Ruth inde med et lager af god snaps i kælderen, og vi har kunnet låne en flaske. I vinter da hele vejen var ude og skovle sne (det store November snefald, hvor vejens private snerydning ved en fejl var blevet afbestilt), og vi selvfølgelig også skovlede Ruths del, kom hun ud med varm kaffe og hjemmebagt kage, som vi kunne lune os på. Så stod vi der – fra de 5 huse omkring Ruth og sammen med hende - mens vi nød en god kop kaffe og lidt frisk hjemmebagt kage efter det hårde arbejde, som pludselig bare var en leg. Vi nyder virkelig hinandens selskab på tværs af alderen. Det hænder at Ruth pludselig ringer en søndag eftermiddag, og spørger om ikke vi har lyst til en kælderkold søndags øl, en kop kaffe og en sludder. Eller vi mødes i haven til en kop kaffe. Vore katte går med på besøg hos Ruth, ikke fordi de får mad, men fordi de får 'kæl' og ved at her kan se søge tryghed, når vi ikke er hjemme. Da vi sidste år havde besluttet os for at sælge vores hus, for at finde noget mindre, endte det med at vi måtte hive i nødstoppet lige i sidste sekund. Vi kunne ikke forestille os at flytte fra vores gode gamle betænksomme og hjælpsomme genbo Ruth. Heldigvis er det gengældt - sidst vi var ude at rejse, og kom hjem sagde Ruth helt spontant – godt I kom hjem, hvor har jeg savnet jer. Det er naboskab af den fineste og mest unikke slags." Får gavekort Både vinderen af titlen som 'Årets bedste nabo' og forslagsstilleren får hver et gavekort til en værdi af 5.000 kroner hos Meny i Himmelev Blandt de mange indsendte bidrag er forslaget om Ruth Agertoft Hansen valgt enstemmigt af en dommerkomité. Den bestod af borgmester Joy Mogensen, ejendomsmægler Morten Nørby, købmand Søren Rasmussen og redaktør Torben Kristensen.