Fortsæt til indhold

Business Fredericia har rundet medlem nummer 600

Arkiv
Peter Friis Autzen

Halvandet år efter sin etablering kan Business Fredericia nu glæde sig over at være nået op på 600 medlemmer.
Målet for 2016 var at nå op på 550, så at runde 600 allerede en måned før årets udløb, er noget at glæde sig over, mener Kristian Bendix Drejer, der som erhvervsdirektør står i spidsen for Business Fredericia.
“At så mange virksomheder melder sig ind, er tegn på, at de kan se idéen i at stå sammen. De kan også se fordelen ved at være medlem: Det gør, at de kan trække på vores rådgivning, netværk og så videre,” siger Kristian Bendix Drejer.
Virksomhederne melder sig altså ind dels for deres egen skyld og dels for at bakke fællesskabet og udviklingen op.
“De to ting går hånd i hånd og er ikke modstridende. Jo flere medlemmer, jo større stemme har vi. Det er lettere at blive taget alvorligt, når man har så mange medlemmer,” siger Kristian Bendix Drejer.
Medlemstallet gør også, at Business Fredericias tilbud om netværk og sparring bliver stærkere - simpelthen fordi flere deltager.
Att nå årets mål før tid får ikke Kristian Bendix Drejer til at sætte ambitionerne om yderligere medlemsvækst ned.
“Nu går vi efter at være 700 i 2020,” siger han.

Ikke én, men fire

Business Fredericia er en paraplyorganisation bestående af Fredericia Shopping, Fredericia Erhvervsforening, Fredericia Håndværkerforening og Taulov Transportcenter.
De fire foreninger står sammen, men har fortsat hver deres formål.
“Det betyder, at medlemsforeningerne også kan have deres egne standpunkter og har lov at være uenige, hvis en dag de ser forskelligt på en given sag,” siger Kristian Bendix Drejer.
Business Fredericia er ikke en politisk organisation og ser det ikke som sin opgave at udføre lobbyarbejde overfor kommunen eller andre.
“Vi er apolitiske. Vi arbejder med at fjerne barrierer for vækst. Dét kan vi bedre med mange medlemmer end med få. Derfor er der grund til at glæde sig over de 600 medlemmer,” siger Kristian Bendix Drejer.
Business Fredericia fejrede de 600 på julefrokosten i fredags.