Støtter idrætsfest igen
Kommunen opgiver boykot efter kraftig kritik - men reducerer tilskud
Kommunen vil alligevel støtte den store sportsfest til januar i Roskilde-hallerne, hvor alle de lokale idrætsfolk hædres, når de har vundet noget i løbet af året. Det afgjorde Kultur- og Idrætsudvalget på sit møde onsdag. Her blev det besluttet at give 25.000 kroner til udmærkelser for sportsfolkene. Samtidig anbefales Økonomiudvalget at give 50.000 i støtte til festen, hvilket dog er betydeligt mindre end de 110.000 tidligere. Kommunens tilskud dækker imidlertid kun en mindre del af festens udgifter. En række store sponsorer som Roskilde Festivalen, private firmaer, uddannelsessteder og byens aviser bidrager også kraftigt. Med denne afgørelse stoppes den kommunale boykot, som formanden for Kultur- og Idrætsudvalget Birgit Pedersen (SF) havde lagt op til. Efter hendes mening var sportsfesten blevet utidssvarende, og sponsorerne fyldte for meget. Derfor ville hun hellere lave et sommerarrangement på Stændertorvet. Roskilde Idræts Union, der er paraply-organsisation for de over 32.000 sportsfolk i alle kommunens idrætsforeninger, var forbløffet over hendes kritik. Formanden Jørgen Aufeldt var klar til at diskutere, hvordan festen kunne moderniseres. Men han mente, det var forkert, at kommunen bare ville forlade festen uden først at diskutere mulighederne for ændringer.
Lytter til kritik
Den ensidige fremfærd fra den lokale sportsminister blev mødt af kraftig kritik i Roskilde Avis samt fra de mange sponsorer, der betaler hovedparten af udgifterne. De lovede fortsat støtte til sportsfesten, og RIU besluttede af afvikle den under alle omstændigheder - med eller uden kommunalt tilskud. - Vi har lyttet til denne kritik, og derfor fortsætter kommunens støtte ganske vist i mindre omfang, fortæller Daniel Prehn (S) fra Kultur- og Idrætsudvalget. Ved festen sidste år uddelte borgmester Joy Mogensen og RIU-formand Jørgen Aufeldt udmærkelser og håndtryk til over 160 sportsfolk fra kommunen. Til januar kan de nu blandt andet fejre, at idrætsfolk fra Roskilde-klubber kom hjem med hele tre medaljer fra årets OL i Brasilien. tk