Kæmpe fremgang på badmintonfronten
Køge Badminton Klub har oplevet markant fremgang i motionsafdelingen - det fortalte klubben om ved arrangement forleden for 10 andre sjællandske klubber
20 motionsledere fra sjællandske badmintonklubber var i sidste uge samlet hos Køge Badminton Klub til vidensdeling blandt andet om klubbens succesfulde medlemstilgang. Aftenen var arrangeret af DGI Badminton og Badminton Danmark, som havde spurgt Køge Badminton Klub, om klubben ville være vært for arrangementet, hvor formålet var at fortælle de øvrige deltagere, hvordan Køge Badminton Klub i 2016 er lykkedes med at få så mange nye spillere i gang med motionsbadminton.
Motionsformand Thomas Kragh fra Køge Badminton klub præsenterede klubbens initiativer, som har medført, at motionsafdelingen er vokset med ca. 80 procent fra 42 spillere til 76 spillere på bare seks måneder.
Trods fremgangen er der stadig ledige tider i Ravnsborghallen til nye badmintonspillere - blandt andet onsdag og torsdag aftener. Køge Badminton Klubs motionsafdeling har også netop lanceret et nyt tiltag med træning tirsdag aften kl 18-19 ligeledes i Ravnsborghallen. Tirsdagstræningen er forbeholdt helt nye badmintonspillere eller let øvede.