Fortsæt til indhold

Julehjerte-orienteringsløb rundt i byen

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

løb Den 17. december er der byorienteringsløb i Aabenraa, så tag familien med og følg et kort på en tur rundt i byen til steder, man måske ikke har været før, lyder opfordringen. Der er start og mål fra Julehjertebyporten, som er en kopi af Brundlund Slot, fra kl. 12.30 til 15. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig, man møder bare op.

Det er gratis

Løbet er gratis idet startafgiften og kort sponsoreres af Shop-I-City Aabenraa, men arrangørerne håber - og tror - at mange vil lægge en skærv i de røde hjertesparebøsser til fordel for Et Hjerte For Alle. Løbet er et samarbejde mellem Shop-I-City, orienteringsklubben OK Syd og foreningen Et Hjerte For Alle, som står bag Julehjertebyen på Storetorv.

Den 17. december er der byorienteringsløb rundt i Aabenraa gyder og stræder. (Privatfoto)

Alle kan være med

Løbet henvender sig til familier, enlige og venner - små og store, unge og gamle - som vil have en frisk løbetur eller gåtur rundt i byens hjørner og kroge. Der deltager også orienteringsløbere fra hele landet, og arrangørerne håber på stor deltagelse også fra kommunens foreninger.

Skab plads til julemaden

Der bliver en lille forklaring til det kort, man får udleveret, og så er det ellers af sted ud at finde poster rundt i byen. Der vil være flere ruter at vælge imellem fra 1,8 km til mere end 5 km målt i luftlinie rundt i Aabenraas gyder, smalle stræder og parkområder. Man er velkommen til at løbe flere baner, så der kan skabes plads til al julemaden. Efter løbet vil der være mulighed for at besøge Julehjertebyen og nyde en æbleskive, risengrød eller et glas varm gløgg - og eventuelt støtte Et Hjerte For Alle med en skærv.