Det handler om valgfrihed
Shoaib Shewa mener ikke, at kønsopdelt svømning handler om undertrykkelse, men derimod om friheden til at vælge selv
Da Dansk Folkeparti i Kolding, med Søren Rasmussen i spidsen, fremlagde forslaget om at forbyde kønsopdeling i de kommunale svømmehaller, vakte det både negative og positive reaktioner.
Selvom grundlaget for forslaget var at beskytte kvinder mod undertrykkelse og brugerne mod Sharia-tankegangen, er det en komplet misforståelse af, hvorfor nydanskerne benytter sig af tilbuddet, mener Shoaib Shewa, der selv benytter sig af tilbuddet fra tid til anden.
“Det er under al kritik, at DF vælger at foreslå sådan et forbud. Især begrundelsen taget i betragtning: DF frygter, at der håndhæves sharia i skjul og at opdelingen er udtryk for et forskruet syn på kvinder. Jeg har benyttet mig af tilbuddet flere gange og aldrig oplevet, at nogen har givet udtryk for den slags holdninger. Der er ingen, der har en ekstrem fortolkning af Islam eller håndhæver Sharia, hverken de unge eller de ældre, hvorfor jeg mener, det ikke er et problem, at holdene er kønsopdelt - det er simpelthen bare rart for os, at det er en mulighed,” siger Shoaib Shewa. Han kommer selv fra Afghanistan, men er vokset op i Danmark, hvor han er fuldt ud integreret med et fejlfrit dansk, et fast studie og et job i det lokale Fitness.
15 år uden problemer
For Shoaib Shewa er det desuden en smule påfaldende, at det netop er nu, at DF vælger at tage sagen op.
“Det undrer mig, at ingen var ude med riven i de femten år, tilbuddet har eksisteret. Men nu hvor et lignende forslag blev fremsat og vedtaget af DF i Aarhus, har partiet i Kolding også fundet riven frem. Jeg synes, at det er forkert, og at det skaber unødig frygt, had og kløfter i befolkningen,” siger han.
Samtidig mener han, at denne slags lovforslag er med til at udelukke unge danskere med anden etnisk baggrund fra det danske samfund.
“Det portrættere os jo som kvindehadere og et undertrykkende folkefærd. Men det er slet ikke det, det handler om. For os er det et frirum, hvor vi for en sjældem gangs skyld ikke skal forholde os til religiøse og kulturelle forskelligheder. Og hvor vi kan tale dari og Pasho, hvilket er særligt befriende for den ældre generation, der er vokset op med det som modersmål,” siger Shoaib Shewa.
Et frirum for forskellighed
Hvor tilbuddet om kønsopdelt svømning er et frirum for brugerne, synes Shoaib Shewa, at forslaget om et forbud afspejler noget knapt så positivt hos DF.
“Når DF svælger at forbyde sådan et tilbud, er det jo bare en afspejling af deres manglende rummelighed. En manglende accept for andre kulturer og religioner,” mener han.
Og til trods for DF's frygt, er Shoaib Shewa ikke tilhænger af, at kønsopdelingen skal brede sig til kommunens resterende svømmehold.
“ Jeg mener ikke, man skal have kønsopdelt svømning alle steder. Det er ikke det, jeg ønsker. Jeg ønsker bare ikke, at man skal forbyde det: at man skal fratage andre retten til at deltage i det, når den eneste måde, de deltager på, er, hvis det er kønsopdelt,” slutter han.