Fortsæt til indhold

Stor interesse for nytårskoncert

Mange gik forgæves efter de gratis billetter til Hjemmeværnsforeningens nytårskoncert

Arkiv
Martin Rasmussen

Der er plads til 900 tilskuere til årets nytårskoncert i Multihallen på Køge Gymnasium, og der bliver fuldt hus til begivenheden, for ifølge arrangørerne tog det ikke mere end et par timer at få afsat samtlige billetter i mandags, da billetterne blev uddelt i Køge Boglade.
Billetterne til koncerten er gratis, og det skabte kø fra morgenstunden foran bogforretningen i Brogade, hvor boghandler Erik Nielsen må have haft en travl formiddag.
"Allerede før klokken 9.30 stod de første forventningsfulde mennesker klar ved bogladen for at være sikker på at få del i de gratis billetter til koncerten. I løbet af formiddagen voksede køen, og da billetudleveringen startede, rakte de mange billetter kun i to timer," forklarer arrangørerne, Hjemmeværnsforeningen i Køge.
Det betød også, at mange måtte gå forgæves efter billetter.
"Vi er selvfølgelig glade for den store interesse, men er samtidig utrolig kede af at måtte skuffe så mange, der gik forgæves efter billetter. Men med respekt for brandmyndighederne kan der desværre ikke lukkes flere end 900 mennesker ind i Multihallen," lyder forklaringen.
"Hjemmeværnets Musikkorps Roskilde har hvert år leveret musikken, og i år er solisten Big Fat Snake-forsangeren Anders Blichfeldt, og det kan ikke udelukkes, at det er ham, der har givet anledning til, at der har været så stort ”run” på billetterne," siger næstformand Bruno Juul, Hjemmeværnsforeningen i Køge.
Koncerten finder sted 15. januar i Multihallen ved Køge Gymnasium.