Fortsæt til indhold

Kørestolsbasket i Aabenraa hitter

Aabenraa Handicap Idræt har i år startet med kørestolsbasket og kørestolstennis. Basket er allerede så populært, at foreningen har brug for flere kørestole. Åbent hus lørdag

Arkiv
Arkiv

kørestol Aabenraa Handicap Idræt er samlingssted for handicappede i hele Sønderjylland. Hver uge mødes handicappede fra nær og fjern i Ensted Hallen i Stubbæk syd for Aabenraa for at dyrke sport. Det er for mange en stor del af deres sociale liv og her samles de ikke kun om sporten, men især også om fællesskabet. ”Vi planlægger træningen efter spillernes handicap. For eksempel holder vi faste pauser i træning, så dem med muskelsvind også kan være med. Pauserne bliver i høj grad brugt på socialt samvær, og flere af spillerne har tit venner eller familie med for at vise deres sport frem. Så vi er en helt lille familie her,” fortæller Erhard Frederiksen, kasserer for Aabenraa Handicap Idræt.

Speciallavede kørestole

Erhard Frederiksen er en ildsjæl i foreningen og har over en lang årrække været med til at bygge klubben op til det, den er i dag ved at skubbe liv i sportsgrene. Han arbejder hele tiden på at gøre stedet og sportsgrenene så attraktive som muligt for foreningens medlemmer, og derfor var det også glædeligt, da Aabenraa Handicap Idræt i år fik bevilliget 65.000 kroner af SE Vækstpulje til speciallavede kørestole til basket og tennis. ”I 2002 havde vi fire medlemmer til el-hockey. I dag er vi 26 og har fem hold med i forbundsmesterskabet. Det er en fornøjelse at se, hvad sporten giver medlemmerne, og vi forsøger hele tiden at tilbyde sportsgrene til enhver smag,” fortæller Erhard frederiksen. ”Alle er ikke i stand til at være lige aktive, og derfor har vi blandt andet også bowling i klubben. Medlemmerne kommer med forslag til nye sportsgrene i klubben, og med støtte fra flere fonde har vi nu fået både tennis og basket startet op.”

Fire stole mere

Lige nu tæller basketballholdet syv personer, og endnu flere er interesserede i at være med. Derfor er det allerede knapt med de seks stole, som foreningen har til rådighed, og de håber på at kunne få rum i økonomien til i alt 10 spillere i fremtiden. ”Vi er utrolig taknemmelige for de midler, vi har fået fra SE Vækstpulje og andre fonde, som har støttet projektet. Vi var spændt på, hvor stor interessen var for basket, men den har vist sig at være rigtig høj. Så nu håber vi på at kunne samle midler til fire stole mere, så vi kan stille to hold med fem spillere på hver. Det vil være helt ideelt,” forklarer Erhard.

Arrangement lørdag

Lørdag 10. december holder Ensted Hallen på Stubbæk Skolegade 10 i Aabenraa Åbent Hus. Her vil næstformand for SE Vækstpulje Per Holm også være til stede for at overrække en check. Programmet for lørdagen begynder kl. 10 med lidt kørestolsbasket, kl. 11 er der el-hockey, og kl. 12 er Aabenraa Handicap Idræt vært for lidt at spise. Alle er velkommen. Se også www.aahi.dk.

FAKTA

Basketballholdet spiller hver lørdag morgen i hele vintersæsonen. Kørestolstennis er netop startet op med træning hver fredag. Ud over el-hockey, basket, tennis og bowling, tilbyder Aabenraa Handicap Idræt også svømning og RaceRunning.