Fortsæt til indhold

Flyttekasser blev til arkitektur

Kunstneren Christian Dinesen udfordrede eleverne på Køge Handelsskole med omskiftelig arkitektur og et nyt portræt af skolen i sidste uge

Arkiv
Martin Rasmussen

De rødbrune mursten præger indemiljøet på Køge Handelsskole, men i sidste uge blev der føjet en række nye, midlertidige og stærkt varierende konstruktioner til arkitekturen, da kunstneren Christian Dinesen besøgte skolen i tre dage.
Med sig havde han 100 murstensudsmykkede flyttekasser, og dem brugte han hver eftermiddag til at skabe nye "tilbygninger" til skolens indendørs arealer.
"Det kan ses som ren skulptur, men også som en form for måde at skærpe alles syn på skolens arkitektur, som den er," forklarer Christian Dinesen om projektet.
"Det udfordrer de faste linjer, man er vant til i sine daglige omgivelser. Det er midlertidige tilbygninger, der peger på skolens hverdagsrum og hvordan man tager det for givet uden at lægge mærke til det," siger han om projektet, han kalder "Arkitektoniske bevægelser".
Projektet lægger sig fint i forlængelse af de seneste års tradition med især kunstneriske og musikalske oplevelser og udfordringer til eleverne på Køge Handelsskole.
"Vi bruger ofte at give eleverne en overraskelse ud over det sædvanlige, og det gælder også dette projekt, som blandt andet giver anledning til en diskussion om, hvad der er kunst og ikke kunst. Det er der mange meninger om, og det er også en del af pointen," siger direktør på Køge Handelsskole Tim Christensen.
I forbindelse med projektet på handelsskolen har Christian Dinesen også malet en slags portræt af skolen i form af en terningkonstruktion i pap med stærkt pixelerede billeder på hver side, som føjes til skolens samling af blivende kunstværker.

Eleverne på Køge Handelsskole skulle forholde sig til nye tilføjelser til skolens arkitektur sidste uge. Foto: JCJ