Fortsæt til indhold

Sukkerets slavehær

Arkiv
Arkiv

Normalt synger Enhedslisten og venstrefløjen i Roskilde med på den gamle slagsang Internationale, hvori første linje lyder: 'Rejs jer, fordømte her på jorden, rejs dig, du sultens slavehær'. Men ved byrådets møde onsdag, var det nu et forslag om 'sukkerets slavehær', som partiet havde sat på dagsordenen. I anledning af 100-året for salget af De Dansk Vestindiske Øer til USA argumenterede Jonas Paludan for, at Roskilde også burde markere dette jubilæum som en del af den blodige historie: - Vi var med til at fange 100.000 mennesker i Afrika og bortføre dem til de tre små øer, hvor de som slaver måtte knokle med sukkerør. Disse blev derefter sejlet til blandt andet Roskilde. - Hovedbygningen i det nye Roskilde Museum i Skt. Ols Stræde er bygget i 1761, og her forarbejdede man de sukkerrør, som slaverne havde fremstillet i blod og sved. Denne del af historien bør vi også vedstå os i Roskilde, mente Jonas Paludan. Birgit Pedersen (SF) støttede Enhedslistens forslag fuldt ud.

Sendt i udvalg

Bent Jørgensen (V) havde ikke noget mod forslaget, men han mente, at det først burde være behandlet i et udvalg, fremfor at blive stillet direkte i byrådet. - Hvis det ikke først kommer gennem Kultur- og Idrætsudvalget, stemmer vi imod nu, sagde han. Gitte Simoni (DF) mente ikke, at slaveriets historie involverede Roskilde. Hun ville også først have det i udvalg. Jeppe Trolle (R) mente ligeledes, det var en fin idé, men forslaget skulle først i udvalg. Lars Lindskov (K) var irriteret over, at Enhedslisten kom med et forslag, der svarer til at spørge: Hvornår er du holdt op med at tæve din kone? - Er man imod dette forslag støtter man vel næsten slaveri. Men stemmer man for, åbner vi en ladeport for alle mulige symbolske markeringer. Så kan jeg også foreslå, at byrådet fejrer Fidel Castros død, fordi han var en slem diktator. Til sidst accepterede Jonas Paludan, at forslaget nu skal behandles i Kultur- og Idrætsudvalget. tk

Gaderne i Dansk Vestindien har endnu både danske og amerikanske navne.