Fortsæt til indhold

Hedensted Centret fik årets Handicappris 2016

Læs Hedensteds borgmesters tale i forbindelse med overrækkelsen af prisen

Arkiv
Af borgmester Kirsten Terkilsen, Hedensted kommune, redigeret af Jacob Hove

Hedensted Centret fik årets Handicappris 2016. Her kan du læse den tale, som Hedensteds borgmester Kisten Terkilsen (V) holdt i forbindelse med overrækkelsen af prisen:
Siden midten af 90'erne har vi i Danmark og derfor også i Hedensted kommune haft fokus på virksomheders sociale ansvar og engagement.
Vi ser mange virksomheder, som går til opgaven med stor lyst til at gøre en forskel, men også virksomheder, hvor det sociale ansvar er tæt knyttet til selve virksomhedens DNA.
Jeg er rigtig glad for og stolt over, at jeg i dag kan overrække Hedensted kommunes Handicappris til en virksomhed, som ikke bare har lyst til at gøre, men rent faktisk gør en forskel - og hvor det sociale ansvar gennemsyrer hele virksomhedskulturen. Det vender jeg tilbage til.
8-10 procent af Danmarks befolkning har et handicap, der sætter grænser for deres muligheder for at deltage i samfunds- og arbejdslivet på lige fod med andre.
Men der kan også være andre grunde til, at man er havnet på kanten af arbejdsmarkedet: Sygdom, en opvækst under svære vilkår, eller at man er havnet i en personlig livskrise af forskellige årsager.
Fælles for alle er, at de har brug for hjælp til at få deres største ønske opfyldt – nemlig at få et job og tjene deres egne penge. De ønsker sig et normalt og velfungerende liv.
Kommunens jobcenter gør en stor indsats, men det er nu engang på rigtige arbejdspladser og blandt rigtige kolleger og med rigtige arbejdsopgaver, at de gradvist kan bygge selvtilliden og arbejdsevnen op, så de kan klare sig uden eller med begrænset hjælp fra det offentlige.
Der kan være tale om en start på lempelige vilkår og med en måske lidt stram struktur. Men lykkes det, ja så får man også som virksomhed meget glade og loyale medarbejdere, som giver meget tilbage til hele kulturen på arbejdspladsen.
Vi har i Hedensted et særligt fokus på, at langt flere borgere bliver selvforsørgende gennem ordinært arbejde.
Handicappede har samme ansvar for eget liv som alle andre og skal have samme mulighed for at udnytte deres potentiale. Vi skal sørge for, at alle får hovedrollen i deres eget liv.
Derfor glæder det mig også, at vi i Hedensted kommune har etableret et samarbejde med Task Force Code of Care Hedensted.
En gruppe virksomheder som har taget opgaven på sig, og som er ambassadører for et socialt medansvar i vores kommune. Virksomheder som ikke udelukkende har fokus på egen bundlinje, men også på Hedensted kommunes og det danske samfunds bundlinje.
For uden flere i arbejde er der færre penge til velfærd.
En af disse virksomheder er Hedensted Centret, der med både passion, engagement og peptalks, når det er nødvendigt, viser vejen til det rummelige arbejdsmarked. Her har nogle af de ansatte uddannet sig til mentorer, der sørger for, at flexjobberne finder sig tilrette.
Jeg vil gerne sige jer en stor tak for den indsats I yder i dagligdagen. Sammen med dem I hjælper, er I med til at gøre Hedensted Centret til et utroligt spændende sted både som oplevelsescenter og som arbejdsplads.
Det er med stor fornøjelse, at jeg kan overrække kommunes Handicappris 2016 til Hedensted Centret.