Bliver det mon din tur?
Birgitte Vind
Næstformand i Kultur-og idrætsudvalget.
Medlem af Økonomiudvalget.
Valgt til Vejle Byråd for Socialdemokraterne
Så er der endnu en sag om beboere på plejehjem, der ligger alene i timevis med våde bleer. Det kan vi, det danske samfund, ikke være det bekendt! Hvem af os vil ligge med en våd ble og vente?
Det her handler ikke om dovne medarbejdere – det handler om manglende ressourcer.
Kommunernes budgetter har været beskåret og beskæres fortsat hvert år. Det har betydet en udpræget mangel på varme hænder til børn og ældre. Frem til 2020 skal der yderligere hvert år spares 2% ved hjælp af det såkaldte omprioriteringsbidrag/ moderniseringsprogram. Nogle af de penge kommer retur til de ældre - den såkaldte værdighedsmilliard. Men penge som altså f'ørst er taget, så givet igen.
Regeringens tilførsel af midler - altså vækst i det offentlige er alt for lav i forhold til antallet af nye ældre.
Og det selv om ALLE ved, at der er behov for nye penge til varme hænder.
Vores ansatte på plejecentrene ved godt, at det at blive gammel ikke betyder, at livet går i stå – det betyder bare, at man skal leve sit liv med mere hjælp fra andre.
Alle mennesker uanset alder har brug for Indflydelse på eget liv, på nærvær og omsorg. Det skal starte den dag den ældre flytter ind på plejecenteret. Det kræver stor opmærksomhed fra personalet. Og i dagligdagen skal der være plads til de pårørende, der skal dufte rent og godt, der skal være tid til en hyggesnak med beboerne. Den enkeltes behov for ture og frisk skal kunne tilgodeses.
Inddrages beboeren i de daglige gøremål? Er der plads og rum til nærvær eller fred og ro? Er fælles bingo, mandefrokoster, erindringsværksteder, avislæsning og fællessang? Hvordan fejres der fødselsdage, jule eller mærkedage? Bliver der gjort noget ud af måltidet? Kan man selv bestemme, hvornår man står op og går i seng, hvornår man skal have skiftet ble?
Det lyder som almindeligheder. Men for at drive et plejecenter med de hensyn, som vi nok alle anser for rimelige anno 2016, ja så kræver det personale, der kan sikre alt dette.
Den nuværende regering, har netop udnævnt en moderniseringsminister, der skal slanke det offentlige. At slanke det offentlige betyder, at de offentlige plejehjem får færre kroner.
Hvem af os mon skal vente med en våd ble, når vi bliver gamle?