Klar til kamp om borgmesterens plads
Jens Ejner Christensen og Søren Peschardt lover en lang og hård valgkamp - men også en med respekt og tillid
Socialdemokraternes Søren Peschardt og Venstres Jens Ejner Christensen svarer helt enslydende, når de bliver spurgt:
Hvem bliver borgmester efter Arne Sigtenbjerggard?
“Det gør jeg,” svarer de i kor.
Der er knap et år til kommunalvalget, og Vejle-borgmester Arne Sigtenbjerggard (V) har meddelt, at han ikke genopstiller.
Jens Ejner Christensen og Søren Peschardt er umiddelbart de mest realistiske - men ikke de eneste- bud på hans afløser.
Der er tradition for, at det ene af jeres partier tager borgmesterposten, mens det andet tager viceborgmesterposten. Vil I dele på den måde igen?
“Det kan jeg godt forestille mig,” lyder det fra dem begge efter en række politiker-uldne mellemlandinger om samarbejde, konsensus og tillid.
“Det parti, der får flest stemmer, skal have borgmesterposten,” siger Søren Peschardt.
Jens Ejner Christensen tænker et par sekunder.
“Dét er lettere at udtale sig om, når stemmerne er talt op,” siger han så og smiler med både mund og øjne.
Ved sidste valg fik Socialdemokraterne 16.387 stemmer, mens Venstre fik 19.710 og dermed vandt det indbyrdes slag med godt 3.300 stemmer.
De to borgmester-kandidater ser en af de samme kvaliteter ved hinanden: De har begge en dagligdag i den virkelige verden, ude blandt rigtige menneske - uden for politik: Jens Ejner Christensen er landmand, mens Søren Peschardt er landmåler.
Tilliden har haft det hårdt
Tillid er et nøgleord for de to politikere. Men tilliden i byrådsarbejdet har været under usædvanlig hårdt pres siden sidste valg. Der har været flere skandaler og sager.
“Havnesagen har slidt. 85 procent af byrådet har fundet tilbage til tilliden, men resten nages stadig af mistillid,” siger Jens Ejner Christensen som erkender, at han ved havnesagens begyndelse undervurderede skandalens omfang og pressens vedholdenhed.
“Det var en vigtig sag, men den fjernede fokus fra mange andre vigtige ting. I vores stille sind skal vi glæde os over, at det trods alt ikke var en Tøndersag,” siger han.
“Og bagefter kom bilags-sagen. Den var også træls,” siger Søren Peschardt.
De to er enige om, at fejl og skandaler skal afsløres. Men bagefter skal de løses, og så skal samarbejdet fortsætte.
Derfor er de indstillet på ikke at bruge skandalerne i valgkampen.
Hvad kan I love hinanden med hensyn til valgkampen?
“Jeg kan love, at jeg vil være flittig og synlig og fortælle vælgerne, hvad de kan forvente af mig som borgmester,” siger Søren Peschardt.
“Jeg kan love Søren, at jeg vil være hård ved ham. Men jeg vil være ærlig,” siger Jens Ejner Christensen.
Der er kommunal- og regionsvalg tirsdag 21. november 2017.