Baldebold er et hit i Detail-klassen
“Sæt dig på den! Nej, det er snyyyyyd!”
Råbene gjalder gennem gymnastiksalen denne onsdag eftermiddag, hvor EUDs Detail-klasse på Varde Handelsskole spiller det såkaldte baldebold, en holdsport, hvor det gælder om at gribe en blød bold, der kan sidde fast på velcro på bagdel eller bryst.
Det vil sige, at man kan gribe den med brystet eller samle den op ved at sætte sig på den, så den hænger fast på bagdelens velcro. Dermed opstår der sjove gribestillinger, der udfordrer kroppen og gør det sjovt at lege.
Baldebold er én af flere motionsformer, Detail-klassen har haft på programmet over semesteret. Skolen er forpligtet til at få motion ind som del af undervisningen. Der har også været kørestolsbasket, Muay Thai-boksning, mindfullness og yoga.
“De har så megen energi i overskud om eftermiddagen, hvor de er trætte. så det er godt at få brændt energien af på denne måde” fortæller klassens underviser Carina Wolff.