Fortsæt til indhold

Alkoholproblemer er hele familiens problem

Netværksmøde på Folkehjem om familieorienteret alkoholbehandling

Arkiv
Arkiv

Når et medlem i en familie drikker, rammes hele familien, og derfor skal hele familien hjælpes. Ved at tale åbent og fordomsfrit om alkoholvaner, kan man hjælpe familier med alkoholproblemer, før problemerne vokser sig store. Det er filosofien i nyere forskning i rusmiddelbehandling, der er inde i en rivende udvikling. En af fortalerne for en bevægelse væk fra det individuelle fokus til et fokus på relationer og familie er Frid Hansen, chefpsykolog på Borgestadklinikken i Norge og underviser på Sundhedsstyrelsens kursus 'Metoder i familieorienteret alkoholbehandling'.

Behandling der virker

Den 7. december er Frid Hansen oplægsholder på et netværks- og inspirationsmøde på Folkehjem i Aabenraa. Her vil hun fortælle om, hvorfor familieorienteret alkoholbehandling virker og give tips og tricks til, hvordan behandlingen skal implementeres.
Arrangementet er målrettet medlemmerne af de fire sønderjyske kommuners socialudvalg, sundhedsudvalg og børne- og uddannelsesudvalg samt direktører og udvalgte chefer, samarbejdsparter og medarbejdere. De får rig mulighed for på tværs at drøfte, hvordan man i de fire sønderjyske kommuner kommer godt i gang med den familieorienterede alkoholbehandling.

Dele erfaringer

Afdelingsleder Ina Lorenzen Kier, Rådgivningscenter Tønder, er en af tovholderne på det tværkommunale samarbejdsprojekt, og hun glæder sig til netværksmødet.
"Jeg glæder mig meget til oplægget fra Frid Hansen. Det har været berigende at arbejde med kolleger fra de øvrige kommuner i denne proces, hvor vi har udvekslet ideer og erfaringer. Nu glæder jeg mig til, at vi sammen får udviklet de fire kommunale tilbud," siger Ina Lorenzen Kier.
Borgmester Thomas Andresen vil byde velkommen til netværksmødet.