Fortsæt til indhold

Fredericia har sat sit aftryk i ’Sigurds Danmarkshistorie’

Rasmus Welling fra Museerne i Fredericia er med til at gøre skoleelever klogere

Arkiv
Lars Saugbjerg

“Det har været en fantastisk proces.”
Rasmus Welling griber fat i 'Sigurds Danmarkshistorie', og slår op i Sigurd Barretts værk. Fredericia er nævnt flere steder.
“For eksempel på denne side. Her kan du se en statue af en soldat fra krigen mod Slesvig. Landsoldaten i Fredericia.”
Rasmus Welling er kulturformidler hos Museerne i Fredericia - og næstformand i historielærerforeningen FALIHOS. Han spiller en vigtig rolle i forbindelse med 'Sigurds Danmarkshistorie', som Sigurd Barrett lancerede for et par måneder siden. Nu udgiver Forlaget Klim nemlig et omfattende undervisningsmateriale til 'Sigurds Danmarkshistorie'. Rasmus Welling fra Skoletjenesten i Fredericia har været medforfatter på materialet.
“Det begyndte i december 2014, hvor formanden for FALIHOS Dennis Hornhave Jacobsen fik en henvendelse fra Sigurd. Han spurgte, om vi ville være med i projektet 'Sigurds Danmarkshistorie' i forhold til undervisningsmaterialet,” fortæller Rasmus Welling.

Kiggede over skulderen

Sigurd Barrett havde et ønske om, at undervisningsmaterialet blev udarbejdet samtidig med, at han skrev 'Danmarkshistorien'.
“Dennis og jeg skulle være historiske fagkonsulenter på hans bog, og vi skulle lave undervisningsmaterialet sideløbende.”
'Sigurds Danmarkshistorie' er et kæmpe projekt, der blandt andet består af bøger, CD, brætspil, film, tablet-spil og fjernsyn. Brætspillet har Skoletjenesten også været involveret i, og det kan købes i Museumsbutikken.
“Det har været fantastisk sjovt at kigge Sigurd over skulderen - og sætte fokus på de faktuelle ting.”
Man kan let komme til at rode rundt i historien.
“Og det gjorde Sigurd også,” smiler Rasmus Welling og nævner et eksempel med de slesvigske krige, hvor det var nødvendigt med en anelse korrektion.
“Når der var tale om myte-stof, gjorde vi opmærksom på det. Så kunne han slå fast, at historien var god, men ikke nødvendigvis historisk korrekt.”

Det bedste nogensinde

Danmarkshistorien er naturligvis fortalt med en “Sigurdsk” tone. Undervisningsmaterialet læner sig om af projektets fortællerstil med mange citat-passager, som stammer fra Danmarkshistorien, ingen svære fagtekster - og det grafiske look er det samme.
“Undervisningsmaterialet består af tre dele. En elevbog til 3.-4. klasse, en lærervejledning og en selvstændig aktivitetsbog med 42 ting, man selv kan lave til 'Sigurds Danmarkshistorie'. Aktivitetsbogen kan også bruges i indskolingen eller SFO'en, hvor man gerne vil arbejde med historie. Lav for eksempel din egen Egtved-pige dukke eller et Danmarkskort. De kreative aktiviteter kan også laves med forældre eller bedsteforældre,” fortæller Rasmus Welling, der tilføjer, at aktivitetsbogen også kan købes i Museumsbutikken.
I det landsdækkende undervisningsmateriale bliver Fredericias historie fremhævet.
“Vi har fem tematiske kapitler. I de tre første er Fredericia ret tydelig. Det første kapitel handler om historiske spor - et forløb, som Skoletjenesten kører i Fredericia. Her bruger vi lokale fotos i bogen. Kapitel to indeholder blandt andet broernes indvielse og den gamle banegård. Og i kapitel tre er der billeder fra krigergravene.”
Sigurd Barrett bad om at få lavet det bedste undervisningsmateriale, der nogensinde er lavet.
“Vi sagde: Okay, det vil vi gøre. Eleverne kan både arbejde med nogle faglige mål, og samtidig få gode fortællinger, oplevelser og dannelse. Der er digitale opgaver, og materialet dækker de nye kompetencemål for historiefaget. Vi kom i mål. Havde jeg ubegrænset tid til rådighed, så er det meget, meget lidt, jeg ville justere. Jeg er stolt.”
Rasmus Wellings næste store projekt bliver også i Sigurds univers. Han skal nemlig - sammen med sin hustru - skrive undervisningsmateriale til 'Sigurd fortæller Bibelhistorier'.