Kvinder fra hele verden sætter kurs mod Sønderborg
I august 2017 er Sønderborg vært for Ladies Circles internationale konference.
19 lokale kvinder fra Ladies Circle i Sønderborg har forberedt værtsopgaven siden 2011. De forventer, at konferencen får op mod 1000 deltagere.
"De seneste år har konferencen været holdt i Sydafrika, Island, Litauen og Zambia, hvor størstedelen af deltagerne har skulle rejse langt. Ladies Circle har rigtig mange medlemmer i Nord- og Vesteuropa, som bor i køreafstand fra Sønderborg. Derfor er vi ret sikre på, at vi får langt flere deltagere end de cirka 500, der har deltaget de sidste år," siger Malene Lemann fra Ladies Circle i Sønderborg.
Siden tilmeldingen åbnede for et par uger siden, har over 50 deltagere tilmeldt sig, og der er allerede tilmeldinger fra mange af de godt 40 medlemslande herunder Zambia, Zimbabwe, Madagaskar, Marokko, Østrig, Holland, Tyskland og de nordiske lande.
Den internationale konference danner rammen om Ladies Circles årlige generalforsamling og byder derudover på række arrangementer af både social og faglig karakter i de fire dage, konferencen varer. Der er officiel åbningsceremoni på Alsion 24. august. Herefter vil de forskellige deltagere gå landevis iklædt nationaldragter i et muntert optog til Comwell, hvor der er velkomstfest. Fredag aften bliver deltagerne inviteret til middag i danske hjem, hvor de kan få en smagsprøve på dansk mad, kultur og hygge. Og der er også arrangeret forskellige ture i området.
"Vi er i fuld gang med at få de sidste detaljer på plads i programmet. Fokus har været at lave et brag af en konference samtidig med, at vi holder prisniveauet for deltagerne nede, for i forvejen er Danmark et dyrt land at spise og bo i sammenlignet med mange andre lande. Og vi vil jo gerne at så mange som muligt kommer til at opleve vores fantastiske by," siger Malene Lemann.
Sønderborg Kommune har hjulpet Ladies Circle med leje af venues, ligesom Bitten og Mads Clausen Fonden har støttet konferencen med 75.000 kroner